Randers By

Få en lille bid af livet som håndværker i efterårsferien

Nysgerrigheden og lærelysten er stor, når børn i skolealderen laver små håndværks-aktiviteter i efterårsferien. De frivillige håndværkere på Håndværksmuseet står klar med gode råd, praktisk hjælp - og historier fra deres lange liv som håndværkere. Foto: Museum Østjylland.

Skal du være håndværker, når du bliver stor? Det er svært at vide, når man er 8-9-10 år! Men to dage i efterårsferien kan skolebørn fra de mindre klasser få et lille indblik ind i, hvordan man arbejder som smed, maler eller måske frisør, når der er ferieaktiviteter på Håndværksmuseet i Randers.

Kig forbi museet mellem kl. 12 og 16 og lav sjove håndværksaktiviteter, du samtidig bliver lidt klogere af. De frivillige håndværkere står klar til at hjælpe – og til at fortælle om livet som håndværker.

Det er altid populært at besøge de flinke smede, som viser, hvordan man arbejder med glohedt jern – på en sikker måde. Kig forbi smedjen, sving hammeren og oplev, hvordan jernet former sig. Foto: Museum Østjylland.

Der er masser af muligheder for at prøve sine evner som håndværker af, når Håndværksmuseets mange pensionerede håndværkere øser af deres viden og guider børnene.

”De frivillige nyder at være sammen med børnene, hjælpe og fortælle om godt håndværk.
Og der kommer altid mange børn til museets ferieaktiviteter, så jeg er ret sikker på, at børnene også nyder samværet og at nørkle med de små håndværksprojekter, ” smiler daglig leder af Håndværksmuseet, Inger Marie Hyldgård. 

Er du til perler eller glødende jern?

Når børnene finder deres indre håndværker frem, kan de på museet prøve kræfter med meget forskellige håndværk, som de frivillige håndværkere har forberedt til dem. Der er noget til både piger og drenge, dem, der kan lide at blive lidt beskidte og dem, der bestemt ikke kan!
Hos damefrisøren kan børnene for eksempel lave hårelastikker med perlepynt og hos guldsmeden halssmykker af lædersnøre og diverse vedhæng.
Der er også mulighed for at hamre på glohedt jern i museets lune smedje og for at male en æske hos malerne. Æsken kan for eksempel bruges til at gemme halssmykket fra guldsmeden i. 

Bæredygtige poser til at bære

Hos bogtrykkeren kan børnene trykke et flot kort med valgfrit motiv. Handskesyerskerne har fundet det bløde skind frem, så børnene her laver nøgleringe med lædervedhæng eller måske en køleskabsmagnet med læderdekoration. 

”Som noget nyt kan børnene i år også lave deres egen posetaske med flettet hank af siv.
Vi vil gerne lave noget bæredygtigt sammen med børnene, og valget faldt på den lille posetaske, som kan bruges igen og igen. Posen laver de dels hos sadelmageren, dels hos sivfletteren, ” fortæller Inger Marie Hyldgård, der forslår, at børnene bruger den bæredygtige pose til at samle alle deres små håndværksprodukter i og tage med hjem, når dagen på museet er forbi!

Det hele er gratis

Foruden håndværksaktiviteterne for børn i skolealderen vil der på museet være en skattejagt for mindre søskende, der endnu ikke helt mestrer håndværksaktiviteterne.

Alt er gratis. Man skal bare møde op en af de to dage i efterårsferien.

Kommentarer