Erfaren områdeleder bliver dagtilbudschef i Randers Kommune
“Det er et strategisk stærkt talent med et stort hjerte for børn og deres udvikling, som vi netop har ansat. Lars Lynghøj kommer til et dagtilbudsområde i rigtig god drift, og Lars kommer netop med de rette kompetencer til visionært at stå i spidsen for et allerede velfungerende område. Vi glæder os til at byde Lars Lynghøj velkommen,” siger Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole i Randers Kommune.
Det var et enigt ansættelsesudvalg som har peget på Lars Lynghøj ud af et meget velkvalificeret ansøgerfelt. Han begynder i stillingen 1. februar 2021.
Lars Lynghøj får ansvaret for fem dagtilbudsområder og herunder en lang række institutioner samt for dagplejen og Børnefagligt Udviklingscenter. Han kommer med en baggrund som pædagog og en diplomuddannelse i ledelse samt mere end 16 års erfaring som hhv. pædagog, institutionsleder, dagtilbudsleder og siden 2017 som strategisk områdeleder i Børne- og Familieområde Nord/Øst i Aalborg Kommune. Lars her bedrevet ledelse af ledere siden 2011.
Som leder har han både arbejdet med at implementere politik og strategi og har samtidig skabt stærke resultater, bl.a. omkring arbejdsmiljø, trivsel og nedbringelse af sygefravær, men også omkring økonomisk styring. Han er en stærk holdspiller, der gerne bidrager til at ideer og tiltag kan blive omsat til konkret daglig praksis i Randers kommune.
“Jeg glæder mig meget til at starte i Randers og blive en del af en organisering, hvor dagtilbuds- og skoleområdet arbejder tæt sammen. Vi skal have et vedvarende fokus på sammenhænge og helheder i børnene og familiernes liv, og her et konkret eksempel arbejdet med de gode overgange mellem dagtilbud og skole. Samtidig glæder jeg mig over, at blive en del af en ambitiøs forvaltning, som arbejder strategisk med udvikling af dagtilbudsområdet, f.eks. med at bygge og etablere nye daginstitutioner de kommende år, så vi i Randers fortsat løfter pasningsgarantien og tilbyder dagtilbud af høj kvalitet,” siger Lars Lynghøj.
Privat bor Lars Lynghøj i Aalborg sammen med sin hustru og børn. I fritiden nyder Lars Lynghøj at cykle (landevej) og at være i naturen.
Kommentarer