Ø. Tørslev

Fem unge piger har skrevet en bog sammen

Fem piger i alderen 14-16 år har sammen skrevet bogen ‘En udfordring til…’ på skriveholdet ’Historier på spil’ – en gruppe skrivelystne unge, der ikke kan stoppe hjernens fantasi og holde fingrene fra tasterne.

En af de fem elever, Juliane Düring Lausen, er 16 år og går i 9. Klasse på Grønhøjskolen. Hun fortæller at pigerne der har skrevet bogen sammen var på samme skrivehold, som de havde meldt sig på via Randers Ungdomsskole.

”Vi vidste fra start, at vi ville skrive en bog. Vi vidste bare ikke, hvad den skulle handle om. Emnet var frit, og vi skulle derfor sammen finde ud af, hvilken bog vi ville skrive, og hvad handlingen skulle være. Det var fedt, at vi ikke bare fik et emne at skulle skrive ud fra, men at alt var vores beslutning. Selvfølgelig godt guidet af vores undervisere,” fortæller Juliane Düring Lausen.

Der har været rigtig mange udfordringer med at skrive sammen, under corona. De startede som et hold, der mødtes en gang om ugen og skrev sammen. Så blev der lukket ned, og eleverne fik at vide, at de skulle blive hjemme. Holdet skulle derefter finde en måde at kommunikere på. Det endte med en messenger-gruppe, hvor de ringede sammen en gang om ugen.

Juliane fortæller at gruppen besluttede sig hurtigt for et emne til bogen, der skulle handle om piger.

”Vi ville skrive en bog, der handlede om piger, men vidste også at den ikke skulle være fyldt med klichèer om, hvordan teenage-piger har det, deres problemer med menstruation, hinanden og drenge. Vi syntes, det var for kedeligt, og at der allerede findes rigtig mange bøger om lige præcis de emner. Men hvad skulle den så handle om? Vi vidste, at målgruppen skulle være piger på vores alder, men også at mange andre, i alle aldre og køn, skulle kunne læse den og finde den spændende,” siger hun.

I løbet af processen med at skrive bogen, er gruppen blevet undervist af to forskellige undervisere.

”Lisbeth Nielsen og Julie Brix Pedersen har begge lært os rigtig mange gode ting om, hvordan man skriver en bog, og hvordan man kommer gennem de svære udfordringer, der er ved at skrive en bog. Begge har været en stor støtte og hjulpet os, når vi ikke kunne komme videre,” fortæller Juliane og fortsætter:

”Vi begyndte vores bog ved at brainstorme og komme med en masse ideer. Det tog os noget tid, før vi besluttede os for at skrive en bog om et spil. Måden vi besluttede os på, var at vi alle sammen skrev en masse små historier. Ud fra de historier valgte vi de bedste, og skrev så videre ud fra dem. Og på den måde valgte vi den ide, som vi alle syntes mest om. Bogen handler om et spil, kun med piger, der stilles overfor udfordringer. De kæmper alle om at vinde den store præmie. Da de er et stykke inde i spillet, opdager de, at spillet er blevet personligt. Lidt for personligt. Udfordringerne bliver værre og sværere, og de kan ikke få sig selv til at sige fra. Det er den kamp pigerne kæmper. Kan de klare presset eller bliver de nødt til at melde sig ud? Det er en bog om piger der kæmper, men de kæmper på en lidt anden måde end piger normalt gør,” slutter Juliane.

Bogen udgives live mandag den 28. juni 2021. Udgivelsen sendes live via Randers Ungdomsskoles facebook fra kl. 19.00.

Alle er velkommen til at se med, det bliver sjovt, hyggeligt og festligt.

Kommentarer