Kultur

Ekspert i klassiske toner trækker metalmusik til Kulturhuset

Som punkmusiker turnerede Mik Stegger med sit band i flere verdensdele, før livet på landevejen blev skiftet ud med en musikuddannelse fra Aarhus Universitet og et job som musikformidler på Randers Bibliotek. Nu trækker han på sin hårdtslående fortid som en del af teamet bag Gallows metalfestival i Randers. Pressefoto

Musikformidler Mik Stegger fra Randers Bibliotek er en af folkene bag metalfestivallen Gallows, der tiltrækker fans af undergrundsmusikkens dystre udtryk, stærke vokaler og vilde strenge til Randers i februar 2025.

Du kender ham måske som engageret formidler af Beethoven-symfonier i bibliotekets klassiske lytteklub – eller som manden, de andre bibliotekarer altid kalder på, når du som låner har spørgsmål til musik eller noder.

Men Randers Biblioteks musikformidler Mik Stegger har også en fortid som punkmusiker i bandet The Defectors, der turnerede verden rundt i 00’erne. Nu er han en del af arbejdsgruppen bag Gallows metalfestival i Randers, der lægger vejen forbi Kulturhuset med hele tre koncerter.

– Som medarrangør af festivalen tester vi grænserne for genrer i bibliotekets musikformidling. Vi ved godt, at både musikere og fans kan se halvfarlige ud, og at musikken i manges ører forveksles med larm. Men tilhængere af metalmusik er ofte de sødeste og mest omgængelige mennesker, der blot bruger musikken som en udtryksform og et frirum, fortæller Mik Stegger, og fortsætter:

– Faktisk er der mange ligheder mellem metalmusik og klassisk. Både fordi det tekniske niveau er højt og fordi temaer som døden, mørke følelser og jordens undergang hører til kernestoffet. Et godt eksempel er komponisten og klavervirtuosen Franz Liszt, der var sortklædt, langhåret og fik kvinderne til at dåne, mens han smadrede det ene flygel efter det andet i 1800-tallet.

Metalfestivallen Gallows forvandler Randers til et metallisk mekka lørdag den 22. februar, og man kan købe billetter på Værkets hjemmeside.

Koncerterne finder sted på Turbinen, i Underværket og i Kulturhuset Randers.

 

Kommentarer