Ejendomsmæglere hørte om nutiden og fremtiden, mens de oplevede historien
Torsdag den 30. maj havde Randers Kommune inviteret omegnens ejendomsmæglere med ud for at se og opleve landdistriktsområderne. Det tilbud havde otte taget imod. På turen fik blandt andet Asferg og Gassum besøg, og undervejs blev der også stiftet bekendtskab med lidt af områdets historie med besøg på Blichers mindestue og Hvidsten Kro.
Randers Kommunes landdistriktsudvalg havde inviteret ejendomsmæglerne på en tur, som gik til Gassum, Asferg, Blichers mindestue, Hvidsten kro, Casa Kåtrup og Myretuen. Ude i byerne blev ejendomsmæglerne mødt af lokale ildsjæle, der både fortalte om, hvorfor de brænder for deres områder og om de muligheder og visioner, de arbejder med.
Dagen startede ved Myretuen på Gammel fælledvej 1 i Randers, hvor der var inviteret folk fra forvaltningen i Randers Kommune til at komme og fortælle om, hvilke bredbånds initiativer, som er på vej. Ligeledes var der oplæg om den nyligt certificerede Naturpark Randers Fjord, og hvilke muligheder den kan byde på.
Første stop på turen var Blichers mindestue, som findes ved Spentrup præstegård. Her boede Sten Stensen Blicher gennem dele af sit liv og skrev flere af sine værker. Her var det også muligt at se nogle af de redskaber, som Blicher selv havde brugt i sin tid.
I Gassum og Asferg hørte ejendomsmæglerne om, hvordan det have lykkedes ildsjælene i de to byer gennem et godt arbejde at indsamle midler og efterfølgende at bygge nye trænings- og aktivitetshuse i byerne, som kunne støtte op om det aktive foreningsliv der findes. Ligeledes fortalte de om nogle af de spændende projekter, som byens ildsjæle har gang i og om nogle af udfordringer, som de har mødt på vejen. Der blev også besvaret opklarende spørgsmål fra ejendomsmæglerne, så de blev endnu bedre klædt på til at kunne sælge husene i området.
På turen til Hvidsten Kro passerede bussen mindelunden for Hvidsten gruppen. Det var her, de blev stedt til hvile igen efter krigens afslutning, efter at være blevet flyttet fra Ryvangen i København. På Hvidsten Kro blev der serveret en omgang af den historiske flæskeæggekage. Inden da havde der været tid til at opleve museet og blive klogere på historien om, hvordan stedet kom til at spille en vigtig rolle for modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig.
Dagens sidste stop var Casa Kåtrup. En lille virksomhed, hvor ejeren kunne fortælle om, hvordan man med en god portion mod, vilje og hårdt arbejde kan udleve sine drømme i landdistrikterne. Her havde det lykkedes ejeren at ombygge en tidligere gårdejendom til at indeholde alt hvad et professionelt køkken skal indeholde, plus lidt ekstra og hvorfra han drev sin virksomhed.
Kommentarer