Tvede

Egon Thomsen hædret med Niels Ebbesens medaljen

Det var en bevæget Egon Thomsen (th), som lørdag 11. januar under stor højtidelighed modtog Niels Ebbesen medaljen af tidligere chef for Frømandskorpset, Palle Norit. Egon Thomsen har som skribent også været leveringsdygtig i mange artikler til Randers Netavis. Fremsendt foto

Lørdag 11. januar blev Egon Thomsen, Tvede, af foreningen Niels Ebbesens Venner belønnet for mange års arbejde med at formidle og udbrede viden og information om 2. verdenskrig, besættelsestiden og modstandsbevægelsen.

Lørdag 11. januar var der en højtidelighed på Rindsholm Kro syd for Viborg. Her havde foreningen Niels Ebbesens Venner kaldt sammen for at hædre to personer med Niels Ebbesens medaljen. En af dem er Egon Thomsen, Tvede, som nærmest har viet sit liv til at viderebringe viden og information om 2. verdenskrig, besættelsestiden og modstandsbevægelsen.

Projektingeniør og flyverofficer, Jan Fagerlund, samt jurist og tidligere medarbejder ved Forsvarets Efterretningstjeneste, Mogens Skjødt, havde indstillet Egon Thomsen til medaljen med følgende ord:

“Egon Thomsen er en journalist med bred forståelse for både nyheder og historier, som han formidler med stor informativ værdi. Egon Thomsen har opbygget et stærkt netværk omkring regionale begivenheder fra 2. Verdenskrig, og i kraft af sin store viden om besættelsestiden, bidrager hans journalistisk væsentligt til fastholdelse af den kollektive erindring om en mørk tid.”

Det var da også en bevæget Egon Thomsen, som lørdag under stor højtidelighed modtog Niels Ebbesen medaljen af tidligere chef for Frømandskorpset, Palle Norit.

Om anerkendelsen siger han:

– Den tillid som medaljen udviser, vil blive båret med stor respekt. Ikke mindst fordi foreningen har rod i modstandsbevægelsen.

Stor interesse er drivkraften

Egon Thomsen, oprindeligt vendelbo og i dag bosiddende i Tvede nordøst for Randers med sin hustru, Anne Ankerstjerne, har altid haft stor interesse for besættelsen generelt og modstandskampen i særdeleshed. Igennem tiden har han høstet stor anerkendelse for sin viden om modstandskampen og ikke mindst om Hvidstengruppen.

Egon Thomsen kan blandt andet tage en del af æren for, at Dronningen sidste år i forbindelse med 75-året for henrettelsen af 8 medlemmer af modstandsgruppen deltog i mindehøjtideligheden ved Hvidsten Kro, Mindelunden og Gassum kirke, hvor han også deltog i gennemførelsen af arrangementet.

I år er det 75-året for Danmarks befrielse, og allerede nu er han sammen med en arbejdsgruppe i gang med forskellige arrangementer i den forbindelse.

Egon Thomsens interesse for besættelsen har desuden givet ham et tæt forhold til Hvidsten Kro og familien Fiil, men også til skuespiller Bodil Jørgensen, som spillede Gudrun Fiil i filmen Hvidsten Gruppen.

I fornemt selskab

Med modtagelsen af Niels Ebbesen kommer Egon Thomsen i fornemt selskab med blandt andre  tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, nu afdøde medlem af Hvidstengruppen, Svend Egon Andersen, og tidligere SAS-pilot og MF Stefan G. Rasmussen, (kendt for en af de mest spektakulære nødlandinger i Skandinavisk luftfartshistorie 1991, hvor 129 ombordværende overlevede, red.), som alle har modtaget Niels Ebbesen medaljen.

Foruden Egon Thomsen modtog også kontraadmiral Torben Ørting Jørgensen Niels Ebbesen medaljen.

Niels Ebbesen Medaljen kan ikke søges. Tildeling sker ved, at nuværende bærere indstiller nye. Foreningen Niels Ebbesens Venner består udelukkende af bærere af Niels Ebbesen medaljen eller efterladte ægtefæller eller samlevere.

Hensigten med Niels Ebbesen Medaljen er at give et klap på skulderen til personer, som har udvist særlig forsvarsvilje og/eller styrket Dansk sammenhold og frihedsånd.

Læs mere om foreningen på www.nielsebbesensvenner.dk

Kommentarer