Efter omfattende renovering: Nu er Kulturhuset klar til festlig genåbning
I månedsvis har Kulturhuset været pakket ind i stilladser, træplader og presenninger. Men nu genåbner Kulturhuset officielt efter en omfattende renovering, der blandt andet har kastet et spritnyt tag og et grønt mødested af sig. Lørdag den 17. august fejres genåbningen med taler og masser af aktiviteter.
Det skal være slemt, før det kan blive godt, siger man. Og det har til tider været slemt under renoveringen for Kulturhusets mange brugere og personale. Gennem de mange måneder formåede Kulturhuset dog altid at holde dørene åbne for besøg på både Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum, og husets gæster tog heldigvis bygge-bøvl og midlertidige løsninger med godt humør.
Nu er renoveringen overstået, og lørdag den 17. august klokken 10 til 16 slår Kulturhusets tre institutioner dørene op for alletiders åbningsfest med koncert med Katinka Bjerregaard & Simon Ask, biolog og ‘naturgøgler’ Morten DD, kunstner Martin Bigum, Verdens Sjoveste Hinkerude og mange andre aktiviteter. Festen varer hele dagen, og alt er gratis.
Store forbedringer
Blandt de mange forbedringer af Kulturhuset er et nyt tag, en grøn atriumgård med træterrasse midt i Kulturhuset, scene og kig til åben himmel, et nyt indgangsparti, handicaptoiletter samt meget mere lys, både naturligt og kunstigt.
Flere af forbedringerne har husets gæster og medarbejdere allerede taget i brug og nydt godt af, men Kulturhuset vil nu med den officielle genåbning og festdag markere, at renoveringen endelig er afsluttet og, at et opdateret kulturhus nu står klar.
Taler og underholdning
Genåbningsfesten skydes i gang lørdag formiddag den 17. august med musik og velkomst ved de tre chefer for Randers Kunstmuseum, Randers Bibliotek og Museum Østjylland.
Derefter er der musik i trappeopgangen med Randers Kammerorkester og officiel genåbning ved borgmester Torben Hansen (S) og kulturudvalgsformand Louise Høeg (V), som klipper snoren klokken 10.30 i Grønnegården.
Efter kage og bobler er der fest i hele huset med en farverig buket af aktiviteter for både børn og voksne.
Hør blandt andet Katinka Bjerregaard & Simon Ask give en forrygende koncert, oplev den passionerede biolog Morten DD fortælle om forunderlige insekter og slip børnene løs i Verdens Sjoveste Hinkerude foran Kulturhusets indgang.
Alt godt fra biblioteket
Randers Bibliotek har denne dag et særligt fokus på de fine, nye faciliteter i huset. Derfor kan du her lave svingdørs-snurretoppe og finde rundt i huset ved hjælp af robotter. Du kan læse toilet-eventyr, lave toiletpoesi og game med VR, uanset om du er stor eller lille!
– Vi hylder også Steen Steensen Blicher med et stemningsfuldt musikalsk foredrag, som dykker ned i Blichers altid aktuelle forfatterskab. Husk her, at du skal reservere billet til foredraget, fortæller formidler Lena Koldsø fra Randers Bibliotek.
Biblioteket giver også bæredygtigheden et kram med Repair Café i Den Blå Boks, hvor du kan reparere huller i dine sokker, vække brødristeren til live igen eller få limet knoppen på bordflagstangen, så tingene bliver reddet fra skraldespanden!
Det er også på biblioteket, du kan nyde Operaens International Choir, som synger skønne sange på engelsk.
Bigums kunst og dessert på en finger
På Randers Kunstmuseum kan dagens gæster opleve den nyåbnede særudstilling Som et møl mod flammen, Willumsen & Bigum, hvor værker af samtidskunstneren Martin Bigum går i dialog med den 100 år ældre J.F. Willumsens kunstnerskab. I anledning af genåbningsfesten er der gratis entré til særudstillingen hele dagen.
– Kunstmuseet har denne festdag besøg af Martin Bigum selv, så du kan få en helt særlig oplevelse i den nye særudstilling, når han viser rundt på to offentlige omvisninger. Martin Bigum fortæller her om de overraskende møder mellem hans egne og J.F. Willumsens værker, lyder det fra museumsinspektør på Randers Kunstmuseum, Julie Margrethe Nyrup.
I museets andre udstillingssale kan man dagen igennem støde på overraskende pop-up indslag – af både spiselig, musikalsk og kunstnerisk karakter. Oplev blandt andet kunstneren Kasper Hesselbjerg byde på Velkomstdessert – en humoristisk og social kunstoplevelse, som serveres direkte på din tommelfinger!
Insekter, skeletter og tryk på
Insekterne svirer både i Grønnegården, den nye oase midt i Kulturhuset, og i Museum Østjyllands særudstilling ‘Insekt – se det store i de små’. Til åbningsfesten kan du opleve biolog og ‘naturgøgler’ Morten DD i særudstillingen fortælle om uddøende insekter og om det livsnødvendige insektliv i den nye Grønnegård.
– Under åben himmel i Grønnegården kårer Morten DD også dagens bedste insekthotel. Børn fra lokale børnehaver og skoler har nemlig lavet insekthoteller på livet løs de sidste mange uger. Børnene har været meget optaget af at gøre noget nyttigt for bier og andre insekter, fortæller Lisette Berg Andersen, museumsinspektør på Museum Østjylland.
Festdagen står ikke kun i insekternes tegn på museet. Lav også tekstiltryk, oplev en mikro-udstilling om den gamle trykketeknik, blåtryk, og tag på interessante rundvisninger i Kulturhuset og i den flotte oldtidsudstilling Livet ved Fjorden. Hør også arkæologen fortælle om de mange skeletter fra udgravningen på Slotspladsen i Randers og prøv selv at samle et skelet.
Randers Stadsarkiv slår også dørene op denne dag og står klar med fantastiske historier fra Randers bys lange historie.
Kommentarer