Efter 15 år: Slut med bagagerumsmarked på Østervold i Randers
De tidligere så populære bagagerumsmarkeder på Østervold i Randers har de senere år oplevet faldende interesse fra både udstillere og publikum. Nu har arrangørerne taget konsekvensen: 2023-udgaven var den sidste.
RANDERS – Lionsklubberne i Kronjylland, der er et samarbejde mellem de seks klubber i Randers Kommune: Lions Randers, Lions Randers Gudenå, Lions Randers Niels Ebbesen, Lions Randers Malvina, Lions Langå og Lions Purhus, har besluttet at man ophører med at arrangere bagagerumssalg på Østervold, det fortæller de i en pressemeddelelse.
Det har været svært at erkende, at sæson 2023 skulle blive den sidste, men på basis af det stærkt nedadgående besøgstal de senere år samtidig med, at der er åbnet flere indendørs markeder i byen, hvor man ikke er så afhængige af vejret, kan det ikke være anderledes, fortæller Lions, som også peger på konkurrence fra både bygge- og supermarkeder, der også er begyndt holde lignende arrangementer.
Ideen med genbrug
Det var de seks lokale Lionsklubber, der i 2009 tog initiativ til at arrangere en aktivitet, der skulle være med til at trække folk til byens store plads, der ofte lå øde hen.
Ideen var at lave et forum, hvor folk kunne mødes og købe og sælge effekter og således medvirke til at ændre på ”køb og smid væk”-tendensen, som var ret udbredt dengang.
Man henvendte sig til Randers Kommune og Eventsekretariatet, som straks bakkede op om arrangementet.
Kræmmer for en dag
Lions opfordrede folk til at forsøge sig som kræmmer for en dag i stedet for at køre på genbrugspladsen med gamle, aftjente effekter.
Det viste sig lynhurtigt at arrangementet var bæredygtigt og velkomment, for gennem de 15 år, kun afbrudt af covid-19 perioden, har man på de sidste lørdage i sommermånederne oplevet et menneskefyldt areal i centrum af Randers, hvor bagagerumssælgere og publikum mødtes for at slå nogle gode handler af.
Siden starten i 2009 har det samlede overskud, som alene består af standlejen, gjort det muligt for Lions at donere næsten 400.000 kroner til forskellige lokale projekter.
Årets donation
Da kontoen efter sæson 2023 blev gjort op, viste den et beløb på 13.894,34 kroner, som Lions besluttede at donere til teaterskolen Kastali’a som en anerkendelse af det store arbejde, man gør, for at give børn og unge med ambitioner inden for teatrets verden til at blive dygtigere og målrettede og få øget selvværd ved at deltage på teaterskolen.
Da det således er slut med bagagerumssalg på Østervold i denne omgang, takker Lions alle sælgere og købere der har bakket op om aktiviteten, ligesom man retter en tak til Føtex i Dytmærsken, der har leveret kaffe og rundstykker til de medlemmer af Lions, som på frivillig basis hver gang har håndteret slagets gang på Østervold.
Kommentarer