Dronningborg Bibliotek holder fødselsdag i nymalede rammer
Vær med til at fejre Dronningborg Biblioteks nyrenoverede lokaler i anledning af bibliotekets 27-års fødselsdag fredag d. 15. september 2023. Gæsterne har også mulighed for at komme med deres bud på indretning af nye udeområder.
Randers Bibliotek byder indenfor i de nyrenoverede lokaler på det lokale bibliotek i Dronningborg med friske farver på væggene, kaffe og te på kanden, kagemand på bordet og masser af hyggelige aktiviteter.
– Der er meget at fejre på Dronningborg Bibliotek. Vi har fået et nyt ‘look’ med flotte farver, der matcher den visuelle identitet for Randers Bibliotek, og det er blevet super fint. Samtidig er det 27 år siden, Dronningborg fik lov til at beholde sit lokale bibliotek ved at flytte det til bygningen ‘Lille Bjellerup’, hvor det har til huse i dag, siger Sonja Overgård Vestergaard, tovholder for Dronningborg Bibliotek, og tilføjer:
– Vi skylder en stor tak til alle de brugere af Dronningborg Bibliotek, der har båret over med os i den periode, hvor vi har renoveret lokalerne. Det er et bibliotek, der er til stor glæde for borgerne i lokalområdet og i den nordlige del af Randers Kommune. Derfor håber vi, at rigtig mange har lyst at fejre dagen sammen med os.
Fejringen foregår på fredag den 15. september fra klokken 14 til 17 på Dronningborg Bibliotek på Udbyhøjvej 81.
Mere nyt på vej
I anledning af Dronningborg Biblioteks fødselsdag får gæsterne også mulighed for at give et bud på, hvordan bibliotekets udearealer kan udnyttes bedre. Man kan udfylde et spørgeskema og tegne sine idéer på en plantegning.
– Vi er spændte på at høre borgernes ideer, ønsker og holdninger til, hvordan vi bedst kan bruge de smukke omgivelser omkring biblioteket. Det er jo dem, der skal bruge det, og derfor vil vi gerne opfylde så mange af deres ønsker som muligt, siger bibliotekschef Lone Føgh Westphall, der sammen med tovholder Sonja Overgård Vestergård byder velkommen til arrangementet.
Efter en festlig velkomst med kaffe, te, chokolade og kagemand, får deltagerne indblik i bibliotekets efterårstema om ensomhed og fællesskaber. Det sker i samarbejde med Anne Dorthe Kunst fra Dronningborg Kirke, der fortæller om lokale fællesskaber og synger for på et udvalg af sange fra Højskolesangbogen. Samtidig er der højtlæsning for børnene.
Det er også muligt at få en snak med bibliotekets rumdesigner Mathilde Salling Odgård, der kan svare på spørgsmål om indretningen, farvevalg, design og lignende.
Fra klokken 15 kan man prøve bibliotekets havespil som for eksempel stigegolf, smashball og discgolf, der alle kan lånes med hjem.
Fakta om Dronningborg Bibliotek
Randers Biblioteks lokale afdeling i Dronningborg har eksisteret siden 1966, og siden 1996 har bygningen “Lille Bjellerup” på Udbyhøjvej dannet ramme om biblioteket. Lille Bjellerup er en såkaldt afbyggergård fra hovedgården Bjellerup Ladegaard; en herregård, der gennem flere år var bopæl for Amtmanden i Dronningborg.
Dronningborg Bibliotek holder åbent hver dag med selvbetjening fra klokken 6 til 22, hvor man kan låse sig ind med sit biblioteks- eller sundhedskort og låne eller aflevere materialer, læse dagens avis eller bare benytte bibliotekslokalet. På hverdage er der betjent åbningstid i forskellige tidsrum.
Se mere på Randers Biblioteks hjemmeside.
Kommentarer