Drikkevandet undersøges nu for pesticider i Mejlby, Fårup og Stevnstrup
Randers Spildevand kontrollerer nu vandkvaliteten på virksomhedens tre vandværker, efter at der i flere dele af landet er fundet rester af ukrudsmidlet chloridazon i drikkevandet.
I Danmark er vi stolte af vores rene grundvand, men de seneste ugers fund af pesticider i drikkevandet i bl.a. Odense har skabt bekymring blandt vandfolk og vandkunder landet over. Således også hos vandforsyningen hos Randers Spildevand, der nu går i gang med at teste for stoffet desphenyl-chloridazon på Fårup Vandværk, Mejlby Vandværk og Stevnstrup Vestre Vandværk.
– Hos Randers Spildevand vil vi gerne være sikre på, at det drikkevand, som vi leverer til kunderne, er af høj kvalitet. Så selvom vi ikke har grund til at tro, at der skulle være problemer på vores vandværker, har vi efter en faglig vurdering af situationen valgt at teste vandet på vores tre vandværker, siger Ole Quorning, der er chef for vandforsyningen hos Randers Spildevand.
Stoffet desphenyl-chloridazon er et nedbrydningsprodukt af ukrudtsmidlet chloridazon, der blev forbudt for 20 år siden. At stoffet dukker op i vandkvalitetsanalyser i 2017 skyldes, at grundvandet dannes over mange år.
– Grundvandet er en af vores vigtigste ressourcer. Derfor er det også vigtigt, at vi alle sammen gør, hvad vi kan for at bevare det i en kvalitet, som vi kan være bekendt at give videre til vores børn. Det kræver, at vi tænker langsigtet, for når det handler om grundvand, kan der gå mange, mange år, inden vi kan se resultatet af vores handlinger, siger Ole Quorning.
Randers Spildevand forventer at have resultatet af prøverne fra Fårup Vandværk, Mejlby Vandværk og Stevnstrup Vestre Vandværk i løbet af få uger.
Fakta
- I Odense er to vandværker taget ud af drift efter fund af desphenyl-chloridazon. I København har HOFOR, der er Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, imidlertid ikke fundet stoffet på nogle af deres vandværker.
- Chloridazon blev frem til 1996 anvendt i produktionen af roer, rødbeder og løg. Desphenylchloridazon, som er fundet i drikkevandet flere steder i landet, er et nedbrydningsprodukt af chloridazon.
- Grænseværdien af desphenyl-chloridazon i drikkevand ligger på 0,1 mikrogram/l. På Dalumværket i Odense blev der målt koncentrationer på op til 0,14 mikrogram/l.
- Ifølge en udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed kan man trygt fortsætte med at drikke vandet fra sit vandværk, da der skal være høje koncentrationer af desphenyl-chloridazon i vandet, før det er farligt.
Kommentarer