Samfund

Donation på 250.000 kroner til legeplads i Linde: “Vi kan ikke få armene ned”

Visualisering af Llegepladsen i Linde. Illustration Kompan

Salling Fondene har via Føtex Randers, Mariagervej doneret 250.000 kroner til legeredskaber på den etablerede legeplads tæt ved Linde Forsamlingshus. 

Leg på tværs af aldersgrupper, socialt samvær og nye redskaber til børn op til cirka seks år. Det var drømmen for legepladsudvalget ved Linde Forsamlingshus, og den drøm går nu i opfyldelse. Salling Fondene har nemlig via føtex Randers, Mariagervej, doneret 250.000 kroner som et bidrag til at få nye legeredskaber på den eksisterende legeplads, som ligger tæt ved Linde Forsamlingshus.

Pengene går blandt andet til et legetårn, en vippe med plads til fire personer, to vippedyr, en babygynge og trædesvampe, så de yngre børn også får fede redskaber på legepladsen. Opgraderingen betyder også, at den i endnu højere grad kommer til at indbyde til, at alle i byen kan møde hinanden og lave fælles aktiviteter og hygge på legepladsen.

Iben Rye Andersen Glad er frivillig i legepladsprojektet og har sammen med formand for legepladsudvalget, Katrina Iben Agnoletti Østergaard, søgt om donationen til legeredskaber, som i den grad har skabt glæde.

– Vi kan ikke få armene ned. Donationen er med til at udvikle vores by og understøtte det, vi gerne vil med at samle alle byens borgere og børn på tværs af alder og skabe et endnu bedre og større sammenhold i byen. Vi er dybt taknemmelige for den flotte donation, siger Iben Rye Andersen Glad.

Linde Legeplads samler i forvejen byen til diverse arrangementer i løbet af året som for eksempel sankthans og sommerfest, og med opgraderingen af legepladsen har borgerne nu endnu mere at mødes om, lyder meldingen.

Det skaber også stor glæde hos varehuschef i føtex Randers, Mariagervej, Niels Christian Husum, at donationen bidrager til endnu mere liv og socialt samvær ved Linde Forsamlingshus.

– Jeg er utrolig glad for, at vi sammen med Salling Fondene kan støtte børn og unge i Linde ved at bidrage til det nye lege- og aktivitetsområde. Det er en investering i fremtiden, som fremmer fællesskab og socialt samvær, siger han.

Tre millioner kroner til 14 projekter

Salling Fondene har i denne donationsrunde uddelt i alt tre millioner kroner til 14 projekter fordelt over hele landet indstillet af føtex-varehuse. Siden 2018 har føtex ansøgt og fået godkendt 85 lokale donationer fra Salling Fondene på samlet 19 millioner kroner, men det er første gang nogensinde, at Salling Fondene har doneret tre millioner kroner på én gang, ligesom det også er første gang, at 14 projekter får en donation.

De har fået en donation mellem 50.000 og 250.000 kroner. Fælles for dem er, at de er drevet af lokale ildsjæle, og alle bidrager til fællesskaber samt aktiviteter til børn og unge. Salling Fondene har via føtex modtaget ansøgninger til mange fantastiske projekter i lokalområderne, hvoraf 14 får en donation efter nøje udvælgelse heriblandt altså projektet i Linde.

– I føtex ønsker vi at gøre en forskel for lokalområderne, børn og unge. Vi vil gerne bidrage til fællesskaber, trivsel, nærvær og aktiviteter, og alle 14 projekter taler godt ind i det. Vi er utroligt glade for, at vi i denne omgang kan være med til at realisere så mange lokale drømme og støtte de mange ildsjæle, selvom det har været svært at vælge blandt de mange virkelig gode projekter. Ligeledes er det dejligt, at vi har kunnet øge antallet af donationer i 2024, og så passer projekterne rigtigt fint ind i vores nye strategi om at fremme sundheden, siger direktør i føtex, Morten Møberg og tilføjer:

– Donationerne er mulige, fordi føtex er en del af Salling Group, som er ejet af Salling Fondene. Hvert år bliver Salling Groups overskud nemlig enten investeret tilbage i virksomheden eller uddelt i form af donationer for at give tilbage til lokalsamfundet – præcis som tilfældet er med de 14 donationer i denne runde.

Fakta

  • Siden 2018 har føtex indstillet en række lokale projekter, der primært støtter børn og unges bevægelse, nærvær og fællesskab, til donation fra Salling Fondene
  • Ansøgninger til projekterne kommer fra lokale foreninger samt borgere og er indsamlet via føtex-varehuse landet over
  • De enkelte føtex-varehuse udvælger og indstiller de projekter, som de forventer, vil gøre den største forskel for deres lokalområde
  • Donationerne i denne omgang er på mellem 50 og 250.000 kroner
  • Siden 2018 har Salling Fondene doneret 19 millioner kroner til 85 forskellige projekter i 55 byer, der alle har været indstillet via føtex
  • Det er Købmand Herman Sallings Fond, der har doneret de tre millioner kroner til de 14 forskellige lokale projekter

Om Salling Fondene

Salling Fondene er eneejer af Salling Group, som driver bl.a. føtex, Bilka, Netto, Salling stormagasiner, BR, Carls jr., Starbucks og Skagenfood. Fondene har gennem mange år bidraget til en lang række nationale og lokale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark.

Samtidig har fondene givet en række store donationer til organisationer inden for blandt andet kultur, kirke, sport, forskning og andre almennyttige, almenvelgørende eller værdige formål.

Siden 2012 har Salling Fondene doneret over 2,3 milliarder kroner.

Salling Fondene består af to selvstændige fonde:

  • Købmand Herman Sallings Fond
  • Købmand Ferdinand Sallings Mindefond

Det er Købmand Herman Sallings Fond, der donerer til de 14 projekter heriblandt altså projektet i Linde.

Dette er sket via indsamling af ansøgninger gennem de lokale føtex-varehuse rundt omkring i landet, som føtex herefter har indstillet til fondens bestyrelse.

Læs mere om Salling Fondene og de lokale donationer her: www.sallingfondene.dk/ansoening/lokale-donationer

 

Kommentarer