Direktør i Vink Plast takker af med rekordregnskab
2016 bliver nok et år, Vink Plast i Randers ikke glemmer lige med det samme. På den økonomiske bundlinje kunne virksomheden nemlig notere sig et af de bedste resultater nogensinde.
Vink Plast omsatte for 306 mio. kr. i 2016, hvilket er en stigning på 16% i forhold til året før. Det samlede resultat efter skat endte samtidig på 15,8 mio. kroner, hvilket svarer til en stigning på 45% i forhold til 2015-resultatet.
Men 2016 blev samtidig også et specielt år på den mere personlige front. Det var nemlig det sidste år, den mangeårige administrerende direktør Walter Blunck var i spidsen for virksomheden. Walter Blunck takkede af den 30. juni 2017 efter 18 års tjeneste for at gå på pension.
Kulminationen på hårdt arbejde
Inden Walter Blunck tog afsked med den virksomhed, han har været i spidsen for i næsten to årtier, kunne han dog glæde sig over, at han efterlod en virksomhed i aldeles god form.
– Vi er meget tilfredse med den udvikling, vi har haft, og med resultatet for 2016 høster vi frugterne af flere års intensivt salgsarbejde på nogle større projekter, som nu er kommet i hus, siger Walter Blunck.
Solide satsninger og dygtige medarbejdere
I 2016 øgede Vink Plast sit distributionssalg ved at udvide sortimentet på flere fronter. Desuden har en ny afdeling for forretningsudvikling sikret en forbedret kundekontakt.
– Vores investering i en Business Development afdeling, som bl.a. har tilført flere kompetente ressourcer til vores teknisk kundesupport og tilbudsarbejde betyder, at vi står stærkere i samarbejdet med kunderne. Det er også en væsentlig del af, at vi nu får flere projekter i hus, og har kunnet gå ind i nye segmenter, siger Walter Blunck.
Spørger man virksomheden, er resultaterne dog lige så meget kommet i hus på grund af dens kompetente medarbejdere. De er gode til at omstille den store viden i virksomheden til reelle løsninger for kunderne.
Nye produkter og lys fremtid
Vink Plast producerer allerede i dag en bred vifte af plastemner indenfor halvfabrikata – som for eksempel emnerør, materialer til digital print samt folier i forskellige farver og dimensioner.
Holdt sammen med dens fortsatte udvikling indenfor service og produktudvikling håber virksomheden på, at 2017 økonomisk kan blive et endnu bedre år.
– Vore forventninger til det indeværende år er, at udviklingen fortsætter, hvilket også klart fremgår af vor realiserede omsætnings- og indtjeningsudvilking i årets første seks måneder, siger Walter Blunck.
– Samtidig er vi fortsat åbne for opkøb på områder, som kan styrke vores forretning yderligere, slutter den nu tidligere direktør.
Nye kræfter tager over
Når Vink Plast skal opgøre regnskabet for det kommende år, bliver det dog altså uden Walter Blunck ved roret.
Hans post som adm. direktør og COO overtages af Reijo Asikainen, som bliver adm. direktør for Vink Nordic Holding. Dermed bliver han øverst ansvarlig for hele det nordiske samarbejde.
Den nuværende CFO, Morten Grue Jacobsen, overtager den daglige ledelse af virksomhedens danske hovedsæde i Randers.
Vink Danmark blev etableret i 1968, men det var først i 1994, at den fik sit nuværende navn. Det skete, da den blev opkøbt af den internationale koncern Vink Gruppen, som spænder over fire kontinenter og i dag har en samlet omsætning på mere end 7 mia. kroner
Den danske virksomhed beskæftiger i dag 120 medarbejdere på hovedsædet i Randers.
Kommentarer