Det var cold by night, da Randers City holdt længe åbent fredag
Fredagens termometer stod på cirka det halve af, hvad det plejer at gøre her i starten af maj, og et snevejr først på aftenen overraskede nok de fleste, der havde taget turen ind til Randers midtby til Open by Night.
Der var ellers masser af gode tilbud og god underholdning, men vejret er nu en gang medvirkende til, hvor mange der – for at sige det lige ud – gider tage turen ind til byen for at shoppe og hygge sig.
Randers City havde lagt sig i selen for at give de handlende en på opleveren, og i løbet af dagen var der da også publikum til de forskellige events og optrædende rundt i byen.
På Østervold var hoppeborgen populær for de yngste og der var farvespræl hos graffitimaleren i Houmeden. Man kunne kigge på kunst og lytte til musik hos Galleri Randers i Middelgade, og i Torvegade stod en classic Corvette. På Rådhustorvet kunne man se på hæsblæsende jonglering med DynaMike – som er fra Canada – og så kunne publikum ikke stå for de levende statuer i form af Prinsesse 2-Ben, Enhjøningen Dennis samt Spacy Lady.
Kommentarer