Samfund

Det kommer nok til at larme lidt – trafikerede veje i Randers får ny asfalt

Illustration: Randers Kommune

I de kommende uger vil der være asfaltarbejde på Bøsbrovej, Kærgade, Pramvej og Rådmands Boulevard. Alle steder bliver arbejdet udført om aftenen og om natten for at genere trafikken mindst muligt. Til gengæld skal nogle borgere nok regne med, at få nattesøvnen forstyrret.

I ugerne 40 til 43 vil flere trafikerede veje i Randers få ny asfalt. Det drejer sig om Bøsbrovej, Kærgade, Pramvej og Rådmands Boulevard inklusiv krydset Mariagervej/Nørre Boulevard. Alle steder bliver arbejdet udført om aftenen og natten i tidsrummet klokken 18 til 06 for at genere trafikken mindst muligt. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Tidsplan for arbejdet

På Rådmands Boulevard og krydset Mariagervej/Nørre Boulevard begynder arbejdet søndag den 29. september med affræsning af den gamle asfalt. Tilsvarende begynder arbejdet på Pramvej mandag den 30. september, og på Bøsbrovej sker det fra tirsdag den 1. oktober. På Kærgade begynder arbejdet først torsdag den 10. oktober.

Den nye asfalt vil være færdiglagt på Rådmands Boulevard natten til onsdag den 9. oktober, mens arbejdet på Pramvej er færdigt dagen efter. På Bøsbrovej er den nye asfalt klar natten til fredag den 17. oktober og endelig kan trafikanter på Kærgade glæde sig til en nyasfalteret vej fra onsdag den 23. oktober.

Beboere på de berørte strækninger modtager et brev med en orientering om arbejdet og en mere detaljeret tidsplan.

Tidsplanen for de enkelte projekter kan også ses her.

Afspærringer og støjgener

Arbejdet på vejene vil medføre både trafik- og støjgener. I tidsrummet klokken 18 til 06 på de dage, hvor arbejdet foregår, vil vejene være spærret for al kørsel – også beboerkørsel. Det sker for at sikre, at arbejdet kan udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

I dagtimerne og på dage, hvor der ikke arbejdes, vil alle spor være farbare.

Busserne som normalt kører i områderne vil være omlagt og yderligere information om ændringerne kan findes på Midttrafiks hjemmeside midttrafik.dk under “Trafikinfo” på køreplanerne.

Det vil under hele arbejdet, også mens der er spærret, være muligt for brand- og redningskøretøjer at køre på strækningen.

 

Kommentarer