Det gode vejr og mange aktiviteter trak mange borgere til Fjordens Dag
Søndag den 21. maj var der aktivitet på syv forskellige steder rundt om Randers Fjord, og det gode majvejr trak mange folk af huse, som blandt andet kunne opleve indvielsen af Kanonbåden i Udbyhøj, sejltur med fjordens færger, en tur ombord på Lille Bjørn eller at prøve kræfter med golfsporten.
Dagens hovedaktivitet var nok indvielsen af Kanonbåden i Udbyhøj Havn, hvor omkring 200 gæster fik fornøjelsen af, som de første, at høre om og få indblik i baggrunden og historien bag projektet.
Kanonbåd ladet med historie
Kanonbåden er en mobil formidlingsplatform på vand, der informerer om Naturpark Randers Fjord. Med kanonbåden trækkes tråden helt tilbage til Englandskrigene i starten af 1800-tallet. Dengang indgik fire kanonbåde nemlig som en del af skanseanlæget ved Udbyhøj, der skulle holde fjenden på afstand. Den nye Kanonbåd tjener dog et mere fredeligt formål.
På Kanonbåden kan turister og andre besøgende nemlig finde inspiration til ophold i Naturpark Randers Fjord, som Udbyhøj er indgangen til. På Kanonbåden er der et multirum, der kan benyttes af skoler, institutioner og foreninger, og tanken er, at man her kan gå i dybden med særlige emner.
Der er et øvre dæk på Kanonbåden, som altid er åbent for besøgende. Herfra kan man i kikkert skue ud over fjorden og finde information om Naturpark Randers Fjord. Kanonbåden er desuden beklædt med tagrør, der er meget karakteristiske for Randers Fjord. Rørene er dog høstet længere inde i fjorden ved Uggelhuse.
Fremover vil multirummet være tilgængeligt for skoler og institutioner fra klokken 8 til 14, mens foreninger kan benytte rummet fra klokken 17 til 22 samt i weekender. Borgere og turister kan primært benytte det i weekenderne.
– Lokalt har der længe været et ønske om et besøgssted helt ned til vandet med panorama-udsigt over fjorden. Det ønske er nu blevet opfyldt, og indvielsen af Kanonbåden er virkelig noget, som vi har set frem til, siger formanden for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune, Anne Hjortshøj.
Udvalget har selv bevilliget 100.000 kroner til formålet. Randers Kommune har derudover via LAG-midler, Kultur og Fritidsforvaltningen, samt erhvervs- og planudvalget givet 504.000 kroner til projektet. Desuden har Nordea-fonden, ELRO-fonden og LAG Randers-Favrskov tilsammen støttet projektet med godt 1,7 millioner kroner.
– Kanonbåden bliver et af vores såkaldte ‘hotspots’ i Naturparken, og skal være med til at gøre det attraktivt for turister at besøge Naturparken og Udbyhøj. Steder som vi tror på, virkelig kan give folk nogle særlige oplevelser. Man kan året rundt gå ombord og nyde udsigten ud over fjorden og mod Kattegat. Måske er man endda heldig at se en sæl eller havørn oppe fra det øvre dæk, tilføjer Anne Hjortshøj.
Kanonbåden ligger til kaj ved kajakklubbens faciliteter på Udbyhøj Lystbådehavn. Den kan ikke sejle ved egen kraft, men kan bugseres til Randers eller andre lokationer i fjorden, hvor den kan opholde sig i en rum tid.
Med kabeltræk over Fjorden
På Fjordens Dag sejlede Kabelfærgen gratis frem og tilbage over fjorden mellem klokken 10 og 16.
Her var der i løbet af dagen musik med det lokale Fredagsorkester og Midnight Ramblers samt gratis hoppeborg for børnene.
På den kulinariske side blev der serveret de sædvanligt gode og friskstegte fiskefrikadeller og om eftermiddagen var der kaffe og kage.
Den mindste færge i Mellerup
Randers Fjord kan bryste sig af at have Danmarks mindste bilfærge, som i dagens anledning sejlede gratis til og fra Mellerup.
Ved færgelejet i Mellerup var dagen igennem lagt op til hygge og afslapning med besøg af blandt andre Slawteren, Bogbussen og Growing CoDesign – og naturligvis servering og service fra Café Færgestedet.
Man kunne også i løbet af dagen få sig en tur ud på fjorden med fartøjet ’Lillebjørn’, der sejlede ud fra lystbådehavnen et par gange i timen.
Golf i Støvring
På Fjordens Dag bød Randers Fjord Golfklub velkommen i klubben fra klokken 12 til 16. Her kunne alle prøve kræfter med golfsporten, og klubben stillede både udstyr og bolde gratis til rådighed for de nysgerrige.
– Vi holder en slags åbent hus i dag, hvor man kan komme og se – og prøve – om sporten er noget for en, fortæller daglig leder, Peter Ulsøe, der sammen med sin hustru og medhjælpende assistent Connie Ulsøe, er omdrejningspunktet i klubbens drift.
– Vi startede klubben i 2004 og har fra starten lagt vægt på, at vi vil være en åben klub, hvor det sociale fællesskab er i højsædet. Her er plads til alle, og vi har for eksempel ikke noget krav om påklædning og heller ikke noget indskud for at blive medlem, siger han.
Peter Ulsøe fortæller også, at klubben tilbyder begyndere en prøveperiode på 10 uger for 595 kroner inklusive undervisning to timer om ugen.
Solen går ned og op igen over fjorden
Formålet med afholdelse af Fjordens Dag er naturligvis at promovere de mange muligheder for oplevelser, der findes derude langs fjorden. Man kan finde inspiration og mere information om Randers Fjord på www.naturparkrandersfjord.dk
Kommentarer