Debatindlæg: Pladen er gået i hak
Debatindlæg af Martin Minka Jensen
Velfærdslistens styregruppe
Så står vi her igen. Det kan da virkelig ikke være rigtigt, at der nu igen varsles lukning af et af Randers Kommunes plejecentre. Denne gang er det ikke “kun” to plejecentre, der er i spil. Nej, nu er det hele fem af slagsen, nemlig Aldershvile i Havndal, Dronningborg Plejecenter, Spentrup Ældrecenter, Fårup Ældrecenter og Kristrupcentret.
Pladen skal vendes, for det er den samme rille, der spiller om og om igen. De svageste medborgere må spænde livremmen ind, så vi har råd til prestigeprojekter og skattelettelser til ejere af store erhvervsgrunde.
Samtidig er det som om, at Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti i Randers tror, at borgerne er dumme. Hvad nu hvis vi sætter lidt flere plejecentre i spil end sidst, så må vi da kunne få lukket et. Det kan jo være, protesterne vil værne om “deres” plejecenter. Men det nej til lukning af ældrecentre, der fremkom sidst, er et samlet nej til lukning.
Vi skal ikke spare på vores ældre medborgere, som har været med til at opbygge det samfund, vi har i dag, og nu fortjener en værdig alderdom. Det skal vi have sikret, at de får. Derfor er det vigtigt, at alle gode kræfter samles og går fælles ind i kampen og siger et fælles nej til lukning af plejecentre. Vi skal i Randers ikke vælge ét af de nævnte plejecentre fra, nej, vi vælger dem alle sammen til.
Så fingrene væk fra vores ældres trygge hjem! Pengene kan snildt findes et andet sted. For bare at komme med et enkelt forslag, så kunne man for eksempel lade være med år efter år at sænke dækningsafgiften. Gevinsten ved denne sænkning går direkte i lommerne på ejere af store erhvervsgrunde. Vi må sige nej til denne evige sang om “nødvendige” besparelser. Det handler nemlig om prioritering.
Kommentarer