Danmarks Bridgeforbunds juniorcamp afholdes i disse dage på Gammel Estrup
Herregården Gammel Estrup er ramme om årets bridgecamp, hvor godt 35 unge mennesker i alderen 10-23 år mødes i to dage for at være sammen og dygtiggøre sig i det traditionsrige spil.
Den 17.-18 juli er der usædvanlig aktivitet i pavillonerne i herregårdshaven på Gammel Estrup. Her har unge bridgespiller fra hele landet nemlig samlet sig for at lære mere om bridgespillets facetter såsom håndtyper, meldinger og repetition af majorstøtter.
Campen fungerer også som et socialt fællesskab, hvor de unge bridgespillere kan møde hinanden og knytte venskaber på tværs af geografi og alder:
”Vi har nu i en årrække afholdt juniorcamp, og det er altid en stor succes. Ikke alene er det vigtigt for talentudviklingen indenfor sporten, men det har også en stor social værdi for de unge spillere. Det er ikke altid, at der er en hel masse jævnaldrende i deres lokalområder, der spiller bridge, men her på bridgecampen får de lejlighed til at møde nogle andre med samme interesse”, forklarer Morten Bilde, der er tidligere Danmarksmester i seniorrækken og formand for Dansk Skolebridge.
Kommentarer