Cykelrytter død i dag under Randers-cykelløb
En stor tragedie ramte i dag Principia cykelløbet, hvor en rytter afgik ved døden. En H60-rytter fik et ildebefindende, som medførte styrt. Rytteren faldt til jorden uden at tage fra og slog hovedet i asfalten. Om dødsårsagen er hjertestop ved ildebefindende eller slaget efter styrtet er endnu uvis.
Cykelsporten kan være en benhård sport, og der skal ikke meget til, før det kan gå galt. I dag skete der en ulykke i Randers, hvor en H60-rytter klagede over smerter i brystet under cykelløbet og hang helt ude over styret. Ifølge racemarshalls i løbet, så styrtede rytteren uden at tage fra.
Opdatering: Afdøde er en 68-årig mand fra Snejbjerg. Læs mere her.
– De kørte cirka 10 ryttere i gruppen, og racemarshall har fortalt, at feltet kørte på en bred vej, og der var ikke biler i nærheden eller andre trafikanter involveret i uheldet, forklarer arrangør Lotte Schmidt fra Randers CK til Randers Netavis.
– Vi tror, at han fik et ildebefindende, og det er årsagen til, at rytteren styrtede. Men han rammer asfalten meget hårdt uden at tage fra og slår hul i hovedet, hvilket efterlod en stor blodpøl, supplerer Lotte Schmidt.
Umiddelbart efter styrtet ilede både civile og officials til og gav rytteren hjertemassage, indtil en ambulance kom og kørte rytteren på hospitalet.
– Politiet ringede senere og fortalte, at rytteren var afgået ved døden.
Lige efter styrtet blev løbet neutraliseret og rytterne holdt tilbage i cirka 20 minutter, men da ingen kendte til rytterens tilstand, valgte ledelsen at igangsætte cykelløbet igen.
Da arrangørerne blev bekendt med dødsfaldet og alle ryttere var i mål valgte man at holde et minuts stilhed før præmieoverrækkelserne af A, B og C-klassen.
Chefkommissæren i dagens Principia-løb har aftalt med Tryg (via DCUs forsikring gennem DIF, red.), at hvis ryttere eller ledere har brug for psykologhjælp efter det tragiske dødsfald, er det muligt at kontakte deres vagttelefon døgnet rundt.
Lotte Schmidt fortæller til Randers Netavis, at alle personer før, under og efter uheldet har håndteret deres opgaver korrekt og ansvarsfuldt.
Cykelrytterens kone og nærmeste familie er underrettet, men af hensyn til den øvrige familie og venner tilbageholdes identiteten endnu på afdøde.
Kommentarer