Uggelhuse

Byggegrunde er revet væk siden årsskiftet

Aldrig før har Randers Kommune solgt så mange byggegrunde på denne tid af året. Alene i januar er der solgt over en tredjedel af, hvad der blev solgt hele sidste år. Og flere steder er de kommunale udstykninger ved at være udsolgt.

“Der er godt gang i salget af kommunale byggegrunde i øjeblikket. Faktisk er salget lige nu rekordhøjt, og især i landdistrikterne har interessen været stigende. Det er naturligvis rigtigt positivt, at der er optimisme på grundsalgsmarkedet. Og jeg er glad på de mange køberes vegne – at de nu kan se frem til at bygge drømmehuset. Samtidig er det med til at holde hjulene i gang og skaber en god udvikling i vores kommune,” siger borgmester Torben Hansen.

Alene i januar har Randers Kommune solgt 16 byggegrunde. Det svarer til mere end en tredjedel af, hvad der blev solgt hele sidste år og står i skarp kontrast til januar 2020, hvor der blev solgt 4 byggegrunde. Og tendensen ser ud til at fortsætte i februar lyder det fra Grundsalg, der står for salget af de kommunale byggegrunde.

“Gennem længere tid har vi i forvaltningen oplevet en stødt stigende efterspørgsel. Det er tydeligt, at flere ser Randers som en kommune, der er attraktiv at bosætte sig i. Og coronakrisen har været medvirkende til, at mange har ønsket at investere i bolig som det sikre valg i en ellers usikker tid,” siger Lotte Vallentin Hoe fra Grundsalg i Udvikling, Miljø og Tekniksekretariatet.

Næsten udsolgt flere steder

Salget af grunde spreder sig over hele Randers Kommune. Tæt på byen er der stor interesse for Kærsmindeområdet og for grundene i Dronningborg.

På landet har efterspørgslen især været stor i Uggelhuse, hvor alle kommunale udstykninger næsten er udsolgt. Det samme er tilfældet i fx Munkdrup og Langå, ligesom der er stigende interesse for grunde i den nordlige del af kommunen, fx i Øster Tørslev.

“Der er en klar tendens til, at flere vælger at bygge nyt på steder, hvor naturen er lige i baghaven og hvor det samtidig er let at komme til og fra så arbejdet kan passes. Samtidig er jeg overbevist om, at det fællesskab og sammenhold, man finder i lokalsamfundene, er attraktivt for rigtig mange,” siger Lars Søgaard, der er formand for landdistriktsudvalget.

Og skulle man få lyst til at købe en grund til drømmehuset i Randers Kommune er der fortsat masser af muligheder og flere spændende grunde er på vej. I øjeblikket er byggemodningen af første etape af byggegrunde i Over Hornbæk således i gang. Her er forventning at udbyde 27 attraktive grunde til salg fra medio 2021. Og på landet er der fx udstykninger i Øster Tørslev, Havndal og Mellerup.

“Der er mange varierede muligheder for at bygge nyt i Randers, og vi vil rigtig gerne hjælpe interesserede med at finde frem til den helt rigtige grund. Det skal være en god og tryg oplevelse, når man kaster sig ud i så stor en investering som køb af en byggegrund,” siger Lotte Vallentin Hoe.

I coronaåret 2020 solgte Randers Kommune i alt 47 byggegrunde og indtil videre er der i år solgt 19 grunde.

Fakta

Se de mange gode grunde til at bygge og bo i Randers her. Her er informationer om alle kommunale udstykninger og områderne, de ligger i. Du kan nemt klikke dig frem til grunde, der er til salg, se priserne og hente salgsmateriale. Og har du spørgsmål, sidder Grundsalg klar til at hjælpe.

Kommentarer