Ø. Bjerregrav

Brian Mossalski kåret som ‘årets fighter’ i Min Købmand kæden

Brian Mossalski ved prisoverrækkelsen onsdag. Privatfoto

Brian Mossalski fra Min Købmand i Øster Bjerregrav blev onsdag kåret som ‘Året Fighter’ i Min Købmand kæden. Det skete ved Dagrofas købmandskonference i Kolding og i et stærkt felt af kolleger fra hele landet.

Op mod 500 købmænd og medarbejdere fra Dagrofa og kæderne Spar, Min Købmand og Letkøb var onsdag 16. november samlet i Kolding til årets sidste købmandskonference, hvor et af højdepunkterne var kåring af en række købmænd, der har gjort sig specielt bemærket. Og her vandt Brian Mossalski, Min Købmand Øster Bjerregrav, prisen Årets Fighter i Min Købmand kæden.

I begrundelsen lød det:

“Efter en turbulent opstart af butikken i Øster Bjerregrav, hvor man kort tid efter åbningen, måtte lede efter ny købmand, kom Brian til. Brian kommer med 120 i timen, og har 1000watt i øjnene. Han tænker hele tiden ud af boksen, er opsøgende på, hvad der rør sig, for at øge omsætningen. Han deler flittigt ud af sine succeser, og er yderst behjælpelig over for andre kollegaer.

Øster Bjerregrav har fået sig en købmand, der ikke giver op for noget, en Pitbull i forklædning – en købmand der tror på fremtiden!”

Glad og stolt – og overrasket

Det var en stolt og glad købmand, som avisen i dag kontaktede for at høre hans reaktion på at prisen.

– Ja, jeg er glad og stolt. Det er dejligt at blive anerkendt for sit arbejde, fortæller Brian Mossalski, som blev noget overrasket, da hans navn blev råbt op.

– Jeg sad helt bagest i salen, og jeg havde ikke den fjerneste idé om, at jeg kunne komme på tale. Så jeg blev noget overrasket, men det var fedt, og jeg blev også virkelig glad, siger han.

Nyheden lagde han op på facebook allerede onsdag aften, og det har indtil nu givet langt over 700 positive kommentarer fra både kunder og kolleger.

Tre gange Brian nominerede

Det er de regionale salgschefer inden for Min Købmand kæden, der indstiller kandidaterne blandt kædens 160 købmand. Heraf nomineres tre til prisen, som alle butikkerne så stemmer om.

I år var de tre nominerede foruden Brian Mossalski, Brian Duedal, Min Købmand Stenderup-Krogager og Brian Bjerregaard, Min Købmand Agerbæk.

Men det blev Brian fra Min Købmand Øster Bjerregrav, der løb med titlen.

– Det giver selvfølgelig en ekstra stolthed, at det er mine kolleger, der har peget på mig, og det er jeg både meget beæret, men også ydmyg over, for jeg ved, at alle knokler hver dag for at bevare og udvikle deres lokale købmandsbutik, siger Brian Mossalski.

Om prisen ‘Årets fighter’ 

“Årets fighter gives til en købmand, som har kæmpet sig til succes. Enten i kraft af at have løftet sin omsætning markant, vendt underskud til overskud, udkonkurreret en konkurrent, vendt en lukningstruet butik til en overskudsforretning, skabt vækst gennem en større modernisering eller ombygning eller overkommet en anden større udfordring. Årets fighter er viljestærk og giver ikke op selvom han/hun møder modgang, men beviser at det kan betale sig at være vedholdende.”

Vindere af årets købmandspriser 2022 i Spar, Min Købmand og Letkøb. Brian Mossalski ses yderst til venstre. Foto: Dagrofa

Kommentarer