Bredbåndspuljen skaber aktivitet i Randers Kommune
Flere steder i kommunen er lokale ildsjæle lige nu i gang med at stemme dørklokker og uddele flyers for samle opbakning til at søge midler gennem bredbåndspuljen. En forudsætning for at et projekt kan få midler er, at flere husstande deltager – og det skaber aktivitet.
I Sødring var forsamlingshuset den 8. august godt fyldt op, da lokale ildsjæle havde inviteret til infomøde om mulighederne for at få bedre bredbånd til området. Og der er en meget god grund til, at det er nu, der er ekstra opmærksomhed om emnet. Regeringens bredbåndspulje er nemlig skudt i gang, og for at kunne få del i midlerne kræver det, at flere søgeberettigede adresser søger sammen. De søgeberettigede adresser har en internethastighed på maks. 10 Mbit/s, og dem er der rigtig mange af i Sødring og sommerhusområdet ud af Strandvej.
Bredbåndspuljen er tidligere blevet kritiseret for ikke at være målrettet de tyndt befolkede områder, men i år er der blevet ændret på kriterierne. F.eks. favoriseres adresser i landzoner i land- og yderkommuner, og det kan give gode muligheder for et projekter i Randers Kommune, der karakteriseres som en landkommune.
I forsamlingshuset indledte Pernille W. Andersen med at fortælle om, hvorfor borgerne var blevet inviteret, hvorefter Randers Kommunes bredbåndskoordinator holdt et oplæg om, hvorfor det giver god mening at overveje mulighederne for at få en bedre internetopkobling. De fremmødte blev desuden introduceret til alternativer til regeringens bredbåndspulje, inden Mike Møller fra Sødring og Udbyhøjs Borgerforening besvarede spørgsmål og meldte sig på banen som tovholder på projektet. Mike var også primus motor da der skulle skabes lokal opbakning om det succesfulde bredbåndsprojekt i Udbyhøj.
Også bredbåndsaktivitet på Klørup Mark samt i Ølst og omegn
På Klørup Mark ved Øster Bjerregrav arbejdes der ligeledes på at samle lokal opbakning til et bredbåndsprojekt. Tovholderne har været i dialog med Energistyrelsen, og har fået afgrænset et projekt, der blandt andet inkluderer Svejstrup.
I Ølst og omegn forsøger en gruppe borgere ligeledes at skabe opmærksomhed og interesse for et bredbåndsprojekt. Området strækker sig fra Brusgård og over til Ølst, Karlslund og Askildrup.
På Randers Kommunes Hjemmeside er det muligt at se en nærmere afgrænsning af projektområderne, ligesom det også er muligt at finde kontaktinfo på tovholderne.
Er du søgeberettiget?
Energistyrelsen har foretaget en kortlægning af bredbåndsdækningen i Danmark, og de adresser der er søgeberettigede er markeret med enten en gul eller en rød prik. Kortlægningen kan se på deres hjemmeside. Hvis man mener, at ens adresse burde være søgeberettiget, har man indtil den 25. august 2018 til at lave en indsigelse. Man kan for eksempel finde ud af, om man er søgeberettiget ved at lave en måling af ens hastighed på hjemmesiden tjekditnet.dk.
Er du i tvivl om, hvordan man gør, eller vil du generelt gerne vide mere om dine bredbåndsmuligheder, er du velkommen til at ringe til Randers Kommunes bredbåndskoordinator.
Kommentarer