Bred opbakning til plan for ny Dronningborg Hal
Mandag aften vedtog byrådet en plan og proces for opførelsen af en ny idrætshal i Dronningborg. Og det vækker stor glæde hos foreningerne, der bliver hallens kommende brugere.
Til sommeren 2027 ventes en ny idrætshal at stå klar til indvielse i Dronningborg. Med budgetaftalen 2024-2027 vedtog byrådet, at der blev afsat yderligere 30 millioner kroner til etableringen af hallen. Det samlede budget for den nye Dronningborg Hal er 49 millioner kroner. Nu har byrådet vedtaget den plan, der baner vejen for den videre proces.
– Byrådets beslutning er en vigtig milepæl. Jeg ser frem til at der igen kan dyrkes idræt. Og når vi nu opfører en ny hal, så vil vi undersøge mulighederne for at tænke multifunktionalitet ind i projektet, så den nye hal kan tilgodese langt flere muligheder for idræt og bevægelse. Og vi vil se, om vi om kan gøre det hurtigere, siger borgmester Torben Hansen.
Byrådet vedtog enstemmigt planen for den nye hal i Dronningborg. Og det vækker også glæde hos formanden for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget, at hallen er på vej.
– Det har vi alle ventet længe på. I Randers Kommune er der et aktivt idræts- og foreningsliv, som vi politisk gerne vil understøtte og prioritere højt. Dronningborg bliver sikret, sådan at der igen kommer gode muligheder for at dyrke motion og bevægelse i området, siger udvalgsformand Louise Høeg.
Idrætslivet bakker op
Kultur og Fritidsafdelingen i Randers Kommune har sammen med Randers Idrætshaller og de foreninger, der har anvendt den gamle Dronningborg Hal, nedsat en projektgruppe. Gruppen arbejder med at forberede den kommende proces for det nye halbyggeri. Og der er stor tilfredshed med byrådets beslutning hos de involverede parter.
– Vi glæder os til den kommende proces med Randers kommune, rådgiver og entreprenør og, så vi sammen med dem kan skabe et nyt lækkert idrætskompleks i Dronningborg. Visionerne og planen for den fremadrettede proces ser meget fornuftigt ud, og det bliver spændende at komme i gang med arbejdet, siger Morten Arnesen, direktør for Randers Idrætshaller.
Det tætte og konstruktivt samarbejde mellem Randers Kommune, Randers Idrætshaller og foreningerne i Dronningborg-området fortsætter i de kommende år. Den nye Dronningborg Hal placeres som udgangspunkt, hvor den nuværende hal ligger. Og det bliver med mulighed for en kobling og synergi til Fremtidens Foreningshus, der i dag rummer mange foreningsaktiviteter.
– Der er en god dialog i projektgruppen, og jeg ser frem til en ny hal, der også rummer muligheder for at idrætslivet kan udvikle sig og skabe nye muligheder i området. Det er nemlig et stort ønske for os foreninger i området, at der i fremtiden etableres et større samlet idrætskompleks, der genskaber foreningsfølelsen i lokalområdet som førhen, siger Frank Andersen, formand for RgF, Randers Gymnastiske Forening.
Grundlæggende skal den nye idrætshal have de samme funktioner som den oprindelige hal. Der bliver blandt meget andet mulighed for håndbold, fodbold, gymnastik, badminton, basket og bordtennis. Der skal være tilskuerpladser, omklædningsfaciliteter og depotplads.
– Vi ser frem til at kunne benytte de nye faciliteter. Jeg ser ligeledes frem til at forsætte det gode samarbejde i projektgruppen. For Dronningborg Boldklub har det desuden rigtig stor betydning, at vores egne planer om en tilbygning også kan finde plads i halbyggeriet, siger Jacob Olsen, hovedformand i Dronningborg Boldklub.
Randers Kommune sætter nu i gang i et rådgiverudbud for den nye Dronningborg Hal.
Kommentarer