Kultur

BørneKultur Ugen: ReMida tager på tur i efterårsferien

Temaet i år er 'Leg', når BørneKultur Ugen løber af stabelen i uge 42. Pressefoto (beskåret

Kulturelt Samvirke afholder for 26. gang BørneKultur Ugen i Randers i skolernes efterårsferie. Og igen i år tager ReMida på tur ud i oplandet, hvor børn og deres voksne kan deltage i de gratis workshops.

Børnekulturugens tema 2023 er “Leg” – og det er så sandelig en leg at arbejde med ReMida-materialerne, lyder det fra arrangørerne.

Der inviteres til spændende og kreative workshops  henholdsvis mandag 16. oktober i Uggelhuse Forsamlingshus, tirsdag 17. oktober i Øster Tørslev Fritidslokaler og onsdag 18. oktober i Tånum Forsamlingshus, alle dage klokken 10 til 14.

Onsdag og torsdag 18. og 19. oktober ligeledes klokken 10 til 14 er der workshop på ‘hjemmebane’ i ReMidas lokaler på Erik Menveds Plads 2 i Randers.

Her kan børn slippe kreativiteten og fantasien løs og gå på opdagelse i ReMida-univserset blandt alle de farvestrålende ReMida-materialer. Det er næsten som 1001 nats eventyr, lover arrangørerne.

ReMida-centret bugner af overskudsmaterialer og fejlprodukter fra virksomheder og private; ting, der umiddelbart ligner affald, men som får nyt liv i børnenes hænder. Her kan de lave lige, hvad de har lyst til – måske en hemmelig verden i en æske, en robot, hele universet eller … Her er ikke et bestemt facit, og fantasien sætter aldrig grænser.

Den kreative proces sætter desuden fokus på, at affald skal betragtes som en værdifuld ressource, så i løbet af Børnekulturugen vil der med garanti blive skabt en masse ‘guld’ af genbrug.

 

Kommentarer