Randers By

Bilka i Randers gemmer cigaretterne væk

Flere supermarkeder gemmer fremover cigaretterne væk, så unge ikke fristes. Arkivfoto

Den 1. august begynder Salling Group at gemme cigaretterne i sine kæder Netto, Føtex og Bilka. Butikkerne skjuler cigaretterne, så unge ikke fristes. Næste generation skal være røgfri, er målet.

Alle Salling Groups godt 600 butikker skal fra 1. oktober i år have gemt cigaretterne af vejen.

– Som landets største detailhandelsvirksomhed har vi et ansvar for at gå forrest, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group og fortsætter:

– Vi kan gøre en reel forskel for de næste generationer ved at sætte fokus på rygning og gøre det mindre attraktivt at begynde at ryge.

Flere 13-17-årige er begyndt at ryge de fem seneste år. Det viser Sundhedsstyrelsens tal.

Strategien rulles ud fra 1. august, når tobakken gemmes bort af Føtex i Storkøbenhavn, Bilka i København, Randers og Aalborg, Salling Stormagasin i Aarhus og Aalborg og Netto i Aarhus og Odense.

Kræftens Bekæmpelse støtter initiativet.

– Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Knap 17 procent af danskerne ryger, viser Sundhedsstyrelsens tal.

Også Rema 1000 skjuler i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse cigaretter i sine 314 butikker, siger Anders Rene Jensen, som er kædens indkøbsdirektør.

Cigaretterne placeres ved kassebåndet, så kunderne skal spørge efter dem. Initiativet skal stoppe unge fra at begynde at ryge. 40 unge begynder hver dag, viser tal fra Institut for Folkesundhed.

– Det er modigt, at Rema 1000 som den første store detailkæde skjuler tobakken. Politikerne er blevet overhalet indenom, siger administrerende direktør Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse.

/ritzau/

Kommentarer