Over Hornbæk

Biljagt gennem Randers

Natten til fredag kl. 01.20 blev en patrulje på Ringboulevarden i Randers NV opmærksom på en bil, der hverken havde nummerplader foran eller bagpå. Patruljen vendte derfor om, tændte udrykningen og gjorde tegn til, at bilen skulle standse.

Føreren af bilen havde dog ingen planer om at standse, men satte i stedet farten op, og fortsatte igennem rundkørslen med en hastighed i nærheden af 150 km/t. Ved krydset Parkboulevarden/Vester Boulevard kørte bilen direkte over for rødt lys, hvilken bilisten gentog ved det næste lyskryds.

På Viborgvej satte føreren farten ned og kørte ind i en p-kælder, hvor han standsede bilen. Betjentene tog herefter kontakt til den 32-årige mand, der havde kørt bilen. Betjentene vurderede, at han var påvirket af narkotika, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Det viste sig også, at han var frakendt førerretten, hvorfor han også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da bilen stod som afmeldt blev han desuden sigtet for at køre i en uindregistreret bil.

Derudover blev han sigtet for de færdselsforseelser, han havde begået under eftersættelsen, for to gange at have kørt frem for rødt lys samt for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Han blev herefter kørt til skadestuen for at få taget en blodprøve.

Kommentarer