Randers By

Bil med falske nummerplader beslaglagt

Foto: Rigspolitiet/Kim Matthäi Leland.

En patrulje fra Østjyllands Politi blev tirsdag formiddag sendt til en adresse i Randers NV, hvor en bil med falske nummerplader var blevet observeret.

Ved patruljens ankomst traf betjentene en 47-årig mandlig fører af bilen, der rigtigt nok havde fået påmonteret falske nummerplader på sit køretøj. Den 47-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og for dokumentfalsk.

Et opslag i politiets systemer viste efterfølgende, at det var tredje gang i 2022, at manden blev stoppet for at køre i frakendelsestiden. Østjyllands Politi har derfor beslaglagt den pågældende bil, som tilhørte manden. Bilen er blevet beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

I forbindelse med en ransagning af køretøjet fandt betjentene også frem til en mindre mængde amfetamin, hvorfor manden også blev sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Kommentarer