Dronningborg

2020 et godt år for grundsalget i Randers Kommune

2020 har været et rigtigt godt år for grundsalget i landsbyerne i Randers Kommune. Ikke mindst i idylliske Uggelhuse har der været rift om grundene. Foto: Randers Kommune

2020 har været et langt bedre år for grundsalget, end man havde turdet håbe på i foråret, da Corona-virussen gjorde sit indtog. 47 kommunalt udstykkede grunde er blevet solgt i løbet af 2020. Mere end en tredjedel er solgt i landdistrikterne.

”Det der har været kendetegnende for 2020 er, at vi har fået mange henvendelser og haft et pænt salg af grunde i oplandsbyer og landdistrikter. Det tegner lyst for fremtiden i landdistrikterne og giver mig en tro på, at vi kan bevare og udvikle vores lokalsamfund til glæde for hele kommunens sammenhængskraft,” udtaler formanden for Randers Kommunes Landdistriktsudvalg Lars Søgaard.

På landet er det især grundene i Uggelhuse, som har nydt stor interesse. I Uggelhuse er solgt seks grunde, og der er reservationer på de sidste i udstykningen på Koglevej. Også i Øster Tørslev har der været stor interesse og flere henvendelser om udstykningen på Sandhøjen.

De 47 kommunalt udstykkede grunde, som pr. 17. december er solgt eller reserveret i 2020, fordeler sig med 20 i Dronningborg, 6 i Uggelhuse, 5 i Munkdrup, 3 i Spentrup og 3 i Harridslev, 2 i Drastrup, 2 i Fårup, 2 i Langå og 2 i Romalt samt 1 i Øster Bjerregrav og 1 i Øster Tørslev.

Kommentarer