Vred bilist skubbede mand ned i bil
En 42-årig mand blev onsdag klokken 12.24 sigtet for vold, efter uoverensstemmelser i trafikken på Fredensgade i Randers C.
Den 42-årige kom kørende i sin bil ad Søren Møllers Gade, men da vejen var spærret, og han havde travlt, valgte han at køre mod færdselsretningen af den ensrettede Fredensgade.
Det opdagede en 45-årig fodgænger, der med fagter signalerede, at bilen skulle vende om. Det ville den 42-årige ikke, og det fik den 45-årige til at banke hånden ned i bilen to gange.
Den 42-årige blev så sur, at han steg ud af bilen og gav den 45-årige et skub i ryggen. Ved skubbet mistede den 45-årige balancen og faldt med hovedet ned i en anden bil, så han begyndte at bløde.
Herefter hjalp nu brødbetyngede 42-årige sit offer, der dog ikke havde slået sig alvorligt. Den 42-årige mand blev sigtet for vold.
Kommentarer