112

Voldsom brand i privat ejendom i Over Fussing

Tine og Brian Rantzau Bech måtte fredag på behørig afstand se en del af deres flotte istandsatte ejendom gå op i flammer. Fotos: Jan Hagsholm.

Klokken 13.29 fredag lød alarmen hos Beredskab og Sikkerhed om en opstået brand på en privat ejendom på Branddamsvej 1 i Over Fussing vest for Randers.

Ved ankomst kunne brandfolkene konstatere, at ilden havde godt fat i en større garagebygning, som er en selvstændig længe på ejendommen, hvorfra der også var en voldsom røgudvikling.

Ifølge indsatsleder Jann Rytter var første prioritet at forhindre ilden i at sprede sig til de to øvrige bygninger på grunden, herunder stuehuset, og flere udrykningskøretøjer blev tilkaldt fra både Randers, Favrskov og Ørum.

Flere naboer i kvarteret var strømmet til og umiddelbart efter brandens opståen var det lykkedes at redde en Harley Davidson motorcykel ud, mens ejerne Tine og Brian Rantzau Bech måtte konstatere, at en nylig indkøbt autocamper og en kun tre år gammel amerikaner pickup af mærket Dodge RAM var umulige at redde ud af flammerne.

Der foreligger ingen oplysninger endnu, hvordan branden kan være opstået.

 

Kommentarer