Randers By

Der er vinylplader på programmet i Den Blå Boks

Bibliotekets rocklytteklub går i luften til september. Brugerne er med til at vælge musikken, og premiereaftenen har vinyl som tema. Arkivfoto.

Der er vinylplader på programmet, når bibliotekets rocklytteklub mødes første gang den 13. september.

Så er der mere guf til randrusianere med hang til rockmusik. Randers Biblioteks rocklytteklub har premiere torsdag den 13. september klokken 19 og kører hele efteråret i Den Blå Boks på Hovedbiblioteket i Stemannsgade. Lytteklubben hedder KNITR! og er opkaldt efter lyden fra en pickupnål i en pladerille, eller lyden fra en guitarforstærker, der er skruet rigtig højt op.

KNITR! vil blive et forum, hvor man lytter til, snakker om og hygger med rock i alle afskygninger, og når lytteklubben træder sammen er der fokus på personlige lytteoplevelser og gode rockfortællinger. Det kan både være deltagernes beretninger om skelsættende koncerter osv., og inviterede oplægsholdere, der byder på nedslag i rockhistoriens skønne blanding af legender og oversete genier.

På premiereaftenen er der besøg af Søren Genefke, ekspert i vinylplader og ophavsmand til bogen “Alt om vinyl”. Der vil også være afsat tid til deltagernes præsentation af deres medbragte yndlingsmusik, hvilket vil være et kendetegn for alle KNITR-arrangementer. Ingen tilmelding er nødvendig, og der bliver mulighed for at købe øl og vand, hvis man bliver tørstig af al den rock.

Med andre ord: har du lyst til hygge og ny rockinspiration, så kom og KNITR

Kommentarer