Randers By

Vidner søges efter slagsmål i Randers midtby

Vidner søges i forbindelse med et slagsmål i Randers C hvor en kniv var involveret. Arkivfoto

Østjyllands Politi søger vidner til et slagsmål, der fandt sted torsdag formiddag på Middelgade i Randers C. Særligt leder politiet efter en ældre mand, som indleverede en køkkenkniv, der formodes at være benyttet under slagsmålet.

Politiet fik torsdag den 17. maj klokken 10.26 en anmeldelse om uro på Middelgade, hvor vidner beskrev, at to mænd havde været oppe at slås. Den ene skulle have medbragt en kniv og efterfølgende smidt den fra sig. Ingen af de to mænd kom alvorligt til skade ved slagsmålet, og en 34-årig mand er sigtet i sagen for brud på knivloven.

En borger, der beskrives som en ældre mand, samlede kniven op og afleverede den hos en ekspedient i Sportmaster i Brødregade uden at efterlade navn og nummer. Ham vil politiet gerne i kontakt med. Østjyllands Politi hører også gerne fra øvrige vidner, der kan have oplysninger i sagen.

Man kan kontakte Østjyllands Politi på 114.

Kommentarer