Kultur

Vi skal finde vi’et i individet

Danmarks største daghøjskole står over for den ultimative forandring. Daghøjskolen i Randers skifter leder efter hele 32 år. Missionen er dog den samme som altid; at udvikle basale dansk- og matematik kompetencer hos kortuddannede og forberede nogle af byens mest sårbare unge til at indgå i uddannelse og på arbejdsmarkedet.

Nye tider, nye mål

Der er blevet stille på forstanderkontoret på Daghøjskolen i Niels Brocks gade. Efter længere tids sygdom har skolens mangeårige forstander valgt at trække sig. I stedet har skolens bestyrelse med forkvinde Jytte Lindenfeldt i spidsen udpeget skolens udviklingschef Frederik Bak og souschef Dorthe Elise Greve til at overtage roret på skolen i forening, såkaldt sideordnet ledelse.

Det er noget af et brud med den traditionelle måde at drive daghøjskole på, hvor man typisk kører med en forstander og så evt. en række mellemledere, men det nye lederteam er sikker på, at skolen drives bedst i forening.

– At drive daghøjskole er efterhånden en så kompleks opgave både menneskeligt og fagligt, at det giver mening at være to om det, siger Jytte Lindenfeldt, der har været i skolens bestyrelse i mange år og som forkvinde siden oktober 2019.

Frederik Bak uddyber:

– Til daglig har vi selvfølgelig hver vores ansvarsområder, men vi arbejder tæt sammen og sikrer på den måde både faglig sparring – og at vi kan afløse hinanden ved behov.

– Vi tænker det kvalificerer beslutningerne og gør organisationen endnu stærkere., siger Elise Greve.

De har begge set, hvordan de unges problemstillinger gennem årerne er blevet mere og mere komplekse, ligesom andelen af voksne med huller i deres basale skolekompetencer også har været stigende.

– I de kommende år bliver der i høj grad brug for alle, når de store årgange går på pension og andelen af unge falder, siger Elise Greve og Frederik Bak samstemmende.

– Sammenholdt med et af valgkampens store emner, nemlig sårbarheden blandt vores unge er det en af vores vigtigste opgaver – at skabe rammerne for, at vi kan få de unge med, som ikke kunne tage den direkte vej fra grundskolen.

Dermed italesætter de to store samfundshovedpiner: Unges mistrivsel og mangelfuld uddannelse hos en del af befolkningen.

Fællesskabet der bærer

På daghøjskolen vægtes fællesskabet højt. Uanset om man udelukkende kommer for dansk og matematikundervisning eller om man som ung er i et daghøjskoleforløb, mærker man at relationer og ikke mindst det forpligtende fællesskab er stedets omdrejningspunkt.

– Som vi ser det, er det også fællesskabet som skal løse udfordringerne. De seneste årtiers individualisering har skabt mistrivsel og ensomhed, siger Elise Greve og Frederik Bak afslutter:

– Det er rigtigt, vi skal gå en anden vej i fremtiden – og hvilket bedre sted at starte end på lederkontoret?

Frederik Bak (32) vil fremadrettet have primært ansvar for udvikling, økonomi og IT. Han har været på Daghøjskolen i 7 år. Han er uddannet socialrådgiver i 2014 og færdiggjort diplom i ledelse fra UCN januar 2023. Dorthe Elise Greve (46) vil fremadrettet have ansvar for undervisning, pædagogik og HR. Hun har været på skolen i 13 år, de sidste 6 som souschef. Hun er oprindelig uddannet BA i litteraturvidenskab, FVU-dansklærer, ordblindelærer og har færdiggjort diplom i ledelse fra UCN 2022.

Kommentarer