Velspillet Frankenstein-musical i Paderup
Over 130 elever på Paderup Gymnasium opførte fredag aften årets musical for en fyldt sal.
Forestillingen er skrevet af gymnasiets lærere med inspiration fra filmen Rocky Horror Picture Show fra 1975, og elevernes performance var fuld af flotte dansenumre, talentfuldt skuespil, sjove indfald og sang bakket op af et velspillende orkester.
Musicalen var forinden blevet spillet for alle gymnasiets elever torsdag og for indbudte folkeskoleelever fredag formiddag. Forestillingen fredag aften var afslutningen på et forløb, der startede i oktober.
I den periode har eleverne øvet hver uge, og særligt intenst har det været i dagene op til premieren, hvor alle kostumer skulle færdiggøres, og musik, scenografi, dansetrin og skuespil skulle samles til en helhed.
Resultatet blev en underholdende aften i selskab med stykkets hovedpersoner Brad og Janet, som er et ungt, nyforlovet par, der kører galt i bilen en mørk og stormfuld nat. De to finder vej til et gammelt slot, beboet af den karismatiske transvestit Frank ‘n’ Furter og dennes vanskabte tjenere.
Frank er i færd med, på bedste Frankenstein-maner, at skabe et menneske. Og det er netop nu, at denne skabning vækkes til live. Derfra udspiller sig en del forviklinger, som slutter med, at slottet letter
fra jordens overflade og flyver mod fjerne galakser.
Alle elever på Paderup Gymnasium kan deltage i forestillingen med hver sit talent, og inden længe går
musical-holdet i tænkeboks for at udvikle idéer til næste års produktion.
Kommentarer