Randers By

Velsmagende arrangement hos Madservice Kronjylland

Marianne Sloth, leder af Madservice Kronjylland. Pressefoto

Torsdag den 14. juni 2018 åbnede Madservice Kronjylland køkkendørene for alle interesserede. Gæsterne kom helt fra det nye kundeområde i Norddjurs, og køkkenet bød på alt fra energireducerede desserter til flæskesteg og grillpølser.

Åbent hus hos Madservice Kronjylland. Pressefoto

– Det smager bare rigtig godt. Vi er stadig så unge, så vi godt kan klare os selv, men det er da rart at vide, hvor man kan henvende sig, sagde Ina Andersen, 77 år.

Ina Andersen var en af de mange gæster, der besøgte Madservice Kronjylland til åbent hus arrangementet torsdag den 14. juni 2018. Hendes oplevelse af maden var som et ekko overalt i køkkenet, hvor der blev sagt “Mmmm!” og “Ih, hvor lækkert!” rigtig mange gange.

– Det er da muligt, at det kan se kedeligt ud, når det er vakuumpakket, men der er flot, når det bliver anrettet – og meget lækkert, understregede Ina Andersen.

Der var både smagsprøver på klassikere som smørrebrød og frikadeller, men de kostfaglige medarbejdere viste også deres evne til at fremstille specialkost som for eksempel energireducerede hindbærsnitter til diabetikere.

Flere kunder i butikken

Der var allerede dannet en lang kø af forventningsfulde gæster udenfor døren, da klokken slog 12 på Åbent Hus dagen hos Madservice Kronjylland. Arrangementet er altid populært, og denne gang var det om muligt endnu mere velbesøgt end før.

Åbent hus Madservice Kronjylland. Pressefoto

Der var blandt andet besøg fra Norddjurs Kommune, hvor 250 hjemmeboende nu modtager mad fra det kronjyske køkken. Hos Madservice Kronjylland sætter man stor pris på de mange gæster.

– Vi vil gerne vise vores store udvalg og kvaliteten i den mad, vi bringer ud til vores kunder. Der florerer mange myter om ældremaden, men vores holdning er, at man skal komme herud og smage på maden, før man udtaler sig, smiler Marianne Sloth, leder af Madservice Kronjylland.

Ved udgangen blev der udleveret en pakke med en valgfri suppe og dessert, og ingen af gæsterne takkede nej til det ekstra måltid.

Kommentarer