Velfærdstalenter fejret for at gøre en forskel
Randers Kommune er beriget med hele seks af årets 100 velfærdstalenter kåret af PenSam i samarbejde med FOA Ungdom. Fredag d. 2. juli 2021 blev de fejret for deres indsats på Det Gamle Rådhus i Randers Kommune.
Der var bobler i glassene, blomster på bordene og smil over hele linjen, da borgmester Torben Hansen tog imod fem af Randers Kommunes seks nykårede velfærdstalenter.
Sofie Sørensen fra Rosenvænget, Kathrine Karlsen fra Lindevænget og Loni Vangkilde Jensen, Henriette Kragh og Pernille Pedersen fra Kildevang var til stede, mens Saeideh Moammadi fra Kildevang allerede havde påbegynd sin ferie.
“Velfærdstalent er en flot titel, og I har fortjent den. Jeres arbejde har stor betydning for det enkelte menneske, for Randers Kommune og for samfundet i det hele taget. Uden jer ville vi ganske enkelt ikke have det velfærdssamfund, vi har i dag. Så der er brug for jer”, sagde borgmester Torben Hansen til de fremmødte velfærdstalenter.
Alle fik en flot buket blomster og en miniatureudgave af det smukke gamle rådhus i gave.
Velfærdstalenterne er PenSam og FOA Ungdoms alternativ til Berlingskes årlige kåring af de største talenter under 36 år i dansk erhvervsliv. Formålet er at sætte fokus på de unge, der har valgt et arbejde, hvor de hver dag gør en stor forskel for andre.
Kommentarer