Randers By

Vær med til at rappe med “HipSomHap”

HipSomHap gæster Værket i Randers den 13. oktober 2018. Pressefoto.

Der er lagt op til en spektakulær børnefest, når HipSomHap gæster Værket i Randers den 13. oktober 2018. Hiphop-gruppen har indtaget børneværelserne landet over med debutalbummet ”Hop Lidt Mer” og drager nu på Danmarks-turné med en særlig opfordring til de mange fans: Vis os hvad du kan og kom med på scenen!

Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad er i fuld gang med at forberede den kommende turné med koncerter på en lang række spillesteder lander over i løbet af oktober og november. Og som noget helt særligt har gruppen udskrevet en konkurrence på YouTube, hvor den heldige – og dygtige – vinder får mulighed for at komme med på scenen og rappe megahittet ”Min Far”.

HipSomHap er hurtigt blevet kendte for at lave kvalitets-hiphop til børn og har med debutalbummet ”Hop Lidt Mer” givet rundbordspædagogikken én over nakken. Musikken er spækket med seje rim og syge beats, der tager børnene seriøst og taler lige ind i deres verden.

1,2 millioner afspilninger på YouTube

Ikke mindst på nummeret ”Min Far”, som nærmer sig 1,2 millioner afspilninger på YouTube og må siges at være blevet lidt af en landeplage.
– Det er totalt overvældende at opleve, hvordan børnene bare synger med på ”Min Far” alle steder. ALLE steder. Fra København til Nordjylland. Det er helt vildt, fortæller Anna Bukh Jakobsen – bedre kendt som Anna Spejlæg – om succesen med sangen om den kedelige far, der aldrig har tid til at lege.

Gruppens anden halvdel, Johnny Ligeglad, hvis borgerlige navn er Andreas Seebach, følger op:
– Vi vil gerne give noget tilbage, så vi har lavet en konkurrence, hvor ét barn i hver by får mulighed for at komme med på scenen og rappe sammen med os. Vi tror det bliver mega sjovt – og de kan jo teksten i forvejen, siger han med et smil på læben.

Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad forklarer i videoen her, hvad man skal gøre for at være med i konkurrencen om at komme med på scenen til de kommende koncerter.

Den samlede turné ser sådan ud:

13. oktober – KulisseLageret, Horsens
13. oktober – Værket, Randers
20. oktober – Posten, Odense
20. oktober – Sønderborghus, Sønderborg
27. oktober – Kulturhuset Galaksen, Værløse
28. oktober – Forbrændingen, Albertslund
4. november – Kulturzonen, Taarnby
11. november – Tønder Medborgerhus, Tønder

Kommentarer