112

Ung mand fra Ebeltoft fremstillet i retten i Randers

Østjyllands Politi fremstillede i dag klokken 12.00 i retten i Randers en 16-årig mand, sigtet for indbrud i Ebeltoft kort efter midnat. En 49-årig mand kontaktede politiet klokken 00.27, da han havde hørt noget larm og to personer tale sammen ved Havrevangen i Ebeltoft, og da han gik hen til huset kunne han se én person løbe fra stedet. Herefter opdagede manden, at soveværelsesvinduet stod åbent.

Der blev sendt to patruljer til stedet – heriblandt en hundepatrulje – der begyndte at gå spor i området. Ikke så langt derfra fandt hunden to mænd på 16 og 17 år, der var i besiddelse af koster i form af øl, sodavand og noget værktøj. Det var ikke umiddelbart muligt at finde frem til, hvor kosterne stammede fra, så hunden blev sat til at gå spor igen, og kort efter fandt den frem til et andet gerningssted på Granvej, hvor der fra et skur var stjålet netop øl, sodavand og værktøj, som blev leveret tilbage til rette ejermand.

På det første gerningssted havde den anden patrulje i mellemtiden konstateret, at der formentlig var anvendt et koben til at brække soveværelsesvinduet op, men da de to mænd ikke var i besiddelse af noget indbrudsværktøj, blev hunden endnu engang sat til at gå spor. Og cirka 100 meter fra det første gerningssted blev der fundet et koben, der var smidt i et buskads.

Begge mænd er sigtet i sagen, men det er kun den 16-årige der, på grund af hans fortid, bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Kommentarer