Mellerup

Udstilling i Mellerup: Den maleriske følelse og det glade liv

Eksempler på Jan Kragsig Pedersens kunst: Værkerne 'Blue' og 'Walking Man'. Fremsendte fotos

Næste udstilling i Nørhald Kunstforening åbner lørdag den 22. april. Her præsenterer Jan Kragsig Pedersen et bredt udsnit af sine emotionelle malerier.

Med baggrund i en opvækst i et hjem, der var fyldt med tegninger og tegneserier, uddannede Jan Kragsig Pedersen sig til billedkunstlærer og har siden undervist i faget.

Fra begyndelsen af 2011 har han arbejdet seriøst med maleriet og forsøger til stadighed gennem kunsten at fortælle om sin verden og om de mange historier, han støder på.

Jan er et livsglad menneske, og det sætter sig igennem i maleriernes positive motiver, der dog ikke er uden kant.

Hovedsageligt arbejder han med menneskets følelser som motiv, ligesom naturen og hans eget liv på en lille gård også er vigtige indtryk fra hverdagen.

Kunst er for ham en følelse og en forståelse af livet, idet følelser sætter livet i perspektiv og er med til at give mening. Han sætter stor pris på glade billeder, der afspejler det glade liv.

Nørhald Kunstforening åbner dørene for fernisering lørdag den 22. april klokken 14-16 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole. Der serveres som altid en forfriskning, ligesom der vil være musikalske indslag.

Udstillingen er åben alle hverdage mellem klokken 14 og 17. Sidste udstillingsdag er torsdag 25. maj.

 

Kommentarer