Randers By

Tyveri blev til røveri, da mand truede personale

En 34-årig mand blev i går anholdt og sigtet for forsøg på røveri, da han tog flere madvarer fra ABC Lavpris på Hobrovej i Randers og forsøgte at stikke af med dem uden at betale.

Omkring kl. 13.10 blev personalet i butikken opmærksomme på manden, som havde fyldt en indkøbskurv med varer og nu forsøgte at rulle den ud udenom kassen. Ved udgangen stod der nu fire medarbejdere og bad manden slippe varerne og vente på politiet. Det nægtede den 34-årige dog, og han forsøgte at mase sig forbi personalet. Da den ene medarbejder tog fat i ham, råbte manden, at han skulle slippe ham, ellers ville han “klappe ham en”.

Det lykkedes til sidst den 34-årige at rive sig fri – dog uden kurven – men medarbejderne så, at han flygtede ind i en opgang. Da politiet kom frem, løb han ud og forsøgte at stikke af, men betjentene var hurtigere og fik fat i manden længere henne af vejen og anholdt ham. På grund af mandens trusler mod personalet blev han sigtet for forsøg på røveri i stedet for tyveri.

Kommentarer