Randers By

Tre teenagere idømt fængsel og ungdomssanktioner i røverisager fra Randers

Der er i dag faldet dom i sagen mod de tre drenge fra Randers på hhv. 17, 16 og 15 år som har været tiltalt for at have begået fire røverier mod ældre kvinder.

Den 17 og 16 årige MA og ML blev idømt ungdomssanktioner. Ifølge anklager Pernille Jørgensen overtager Randers Kommune nu tilsynet med dem begge. Begge drenge sendes på en sikret institution i 2 måneder. Samtidig skal de undergive sig tilsyn af de sociale myndigheder i 2 år.

Den tredje tiltalte, RL blev idømt 9 måneders fængsel hvoraf de fem måneder blev gjort betinget.

Drengene har hele tiden nægtet sig skyldige i røveri, men har kunnet erkende tyveri og forsøg på tyveri.

Alle røverierne og tyverierne fandt sted den 9. april i år. De tre drenge mødtes, og under en samtale fortalte MA at han havde en gæld på 750 kroner, som han ikke kunne betale. Derfor vidste han allerede, at de måtte skaffe nogle penge.

– Vi måtte skaffe nogle tasker, forklarede han i retten.

Det sidste tilfælde skete ca. klokken 12.25 ved busstoppestedet omkring Udbyhøjvej 99. Her blev en 89 årig kvinde frataget sit indkøbsnet indeholdende varer, pung, nøgler og briller, men retten fandt det ikke bevist, at der var tale om røveri. I stedet blev de dømt for tyveri.

Den første episode fandt sted på Rebslagervej cirka klokken 11.15, hvor en 81 årig kvinde blev frataget sit indkøbsnet.

Anden episode skete klokken ca. 11.50 på Gl. Hadsundvej. Her forsøgte drengene at fravriste en taske fra en 89 årig kvinde. Det blev ved forsøget, fordi kvinden holdt fast i sin taske, og drengene flygtede fra stedet.

Tredje hændelse foregik omkring klokken 12.15 på P. Knudsens Vej. Her fravristede de en taske fra en 66 årig kvinde. Tasken indeholdt en tegnebog med cirka 125 kroner i kontanter, samt hævekort.

Et par forbipasserende standsede og hjalp kvinden. Én af mændene løb efter de tre drenge, og indhentede dem på en nærliggende mark. Han forlangte at få tasken tilbage, og det fik han. Ganske kort tid efter kom politiet til stedet og anholdte de tre.

Udover de fire røverier, var to ud af de tre drenge også tiltalt for et tyveri og delvis forsøg på tyveri den 23. december i klublokalerne hos Helsted Fremad IF i Randers. For disse forhold blev de to drenge MA og ML også dømt.

Den ældste af drengene MA var også tiltalt i to voldssager. Retten kendte ham skyldig i vold i begge sager.

Anklageren begærede MA og ML fortsat fængslet af hensyn til retshåndhævelsen, men dommer Anders Raagaard valgte at løse alle tre.

Dermed kunne drengene tage med de fremmødte forældre hvem.

Alle tre modtog dommen. Forsvarerne var meget tilfredse med resultatet. Det samme var anklager Pernille Jørgensen. Hun er tilfreds med, at de stort set blev dømt efter anklageskriftet.

Efter løsladelsen udbrød MA, at det var den bedste fødselsdagsgave han kunne få. Han fylder i dag 17 år.

Kommentarer