Randers By

Transportministeren viste stor interesse for Randers projekter

Transportminister Hans Christian Schmidt var mandag på besøg i Randers Kommune. Formålet med besøget var, at præsentere ministeren for to projekter. Begge faldt de i ministerens interesse, og han inviterede en delegation fra Randers på besøg til efteråret, hvor østforbindelsen vil blive præsenteret for mulige investorer.

”Det har været rigtig spændende og det er nogle gennemarbejdede projekter, jeg er blevet præsenteret for”, lød det fra transportminister Hans Christian Schmidt ved afslutningen af dagens besøg i Randers. Ministeren havde ikke penge med til projekterne, men interessen blev vakt.

”I forhold til østforbindelsen har jeg har besluttet at invitere blandt andre borgmesteren og nogle lokale erhvervsfolk til København til efteråret. Her kan de fremlægge projektet for nogle af de aktører, som er interesserede i at lave offentlige/private partnerskaber, fx pensionskasser eller Sund&Bælt. Og så er det op til dem at give bud på, om de kunne være interesserede i at stå for sådan et projekt,” fortalte ministeren.

Borgmester Claus Omann Jensen tog positive signaler med sig fra dagens ministerbesøg i forhold til etableringen af en østlig forbindelse fra Tjærby til omfartsvejen ved Assentoft:

”Ministeren kom med nogle konkrete forslag til hvordan vi kan realisere den østlige forbindelse og kom med en konkret invitation. Nu skal vi sammen med erhvervslivet over og fremlægge den for nogle mulige investorer her i efteråret. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og jeg håber, at de kan se ideen i det her. Østforbindelsen vil forbinde områderne nordøst og sydøst for Randers. Den vil give bedre adgang til turistattraktioner, færgeforbindelser og lufthavn på Djursland, og den vil sikre at borgerne på Djursland kan komme til Randers både nemmere og hurtigere. Samtidig vil den tage noget af presset fra Randersbro,” fortalte borgmesteren.

Randers Kommune og Vejdirektoratet er pt sammen ved at klarlægge anlægsomkostninger og mulighederne for brugerfinansiering af en fremtidig Østforbindelse. Disse undersøgelser ventes færdige til efteråret.

Ministeren kan se potentialet i ny havnevej

Transportministeren besøgte sammen med blandt andre borgmesteren og repræsentanter fra det lokale erhvervsliv krydset mellem Ørneborgvej og Kristrup Engvej, hvor det er planen, at den nye havnevej skal etableres, og han lagde ikke skjul på, at han kan se ideen med projektet:

”Det er jo meget visionært, at man i forbindelse med anlægningen de nye havnearealer også tænker i, at man skal kunne komme dertil og fra på en hensigtsmæssig måde. Et projekt som dette lever fuldstændig op til de kriterier, vi har for de her havnepakker, hvor vi understøtter udviklingen af de danske havne. Og så bed jeg mærke i, at tilgængeligheden for de såkaldte modulvogntog er tænkt ind i projektet, og det er jo virkelig noget, der batter. Det betyder, at man kan samle gods som sædvanligvis fylder tre lastvognstog på to af de her modulvogntog. Det er jo både til gavn for miljøet og trafikafviklingen,” fortalte Hans Chritian Schmidt, som ikke var afvisende overfor en medfinansiering af havnevejs-projektet:

”Hvis modulvogntogene skal have adgang til havnen kræver det, at der bliver kigget på nogle rundkørsler og etableret en stump vej, og skulle vi få nogle penge til overs, synes jeg godt, at det var et projekt vi kunne kigge på,” lød det fra ministeren.

De positive toner fra transportministeren blev bemærket hos Randers-borgmesteren:

”Jeg lyttede mig til at ministeren var overordentlig positiv overfor projektet omkring en ny havnevej og var glad for at både Randers Havn og kommunen havde sat penge af til det. Jeg synes, at jeg spottede, at det godt kunne være at ministeren kunne hjælpe med at finde de millioner, som vi mangler til projektet, så vi kan få modulvogntogene helt ned til havnen,” slutter Claus Omann Jensen.

Kommentarer