Tranekær Centret er sendt på tvangsauktion

Randers: K/S Hobrovej, Randers under konkurs har sendt ejendommen Hobrovej 134 på tvangsauktion.
På ejendommen Hobrovej 134 er der i 1989 opført et butikscenter, Tranekær Centret med ydervægge af mursten samt tagdækning i form af tegl. Centeret har et samlet erhvervsareal på 4.944 m². Centeret er i 3 etager hvoraf kælderetagen i henhold til BBR udgør 473 m². Grundarealet er på 9.808 m².
Der er gode tilkørselsforhold og parkeringsforhold til ejendommen, som er centralt beliggende i byzone i Randers NV. Ejendommen ligger tæt på en større indfaldsvej til Randers samt et beboelsesområde og skole.
Ejendommen består af en række mindre butikslejemål samt en større danseskole og dagligvarebutikker.
Der er desuden i 2011 opført en pølsekiosk på ejendommen med ydervægge af plader af fibercement samt tagpap med taghældning. Bygningen har et samlet areal på 20 m² og ligger ved centerets indgang og parkeringsplads.
Ejendommen udgør 15 lejemål, hvoraf 5 udenomarealer samt 3 indvendige lejemål der p.t. er udlejet med en årlig indtjening på cirka 615.000 kroner.
Ejendommen fremstår slidt og under middel vedligeholdelsesstand og trænger generelt til vedligeholdelse og istandsættelse.
Ejendomsværdien er sat til 39.000.000 kroner, heraf grundværdi 2.157.800 kroner.
Der vil – med forudgående aftale – ske fremvisning af ejendommen den 7. december. Eventuelle spørgsmål eller anmodning om fremvisning kan rettes til advokat Christian Holm Henriksen, der træffes på 38 77 46 54 eller chhn@kromannreumert.com.
Salgsopstillingen er tilgængelig på www.itvang.dk.
Tvangsauktionen afholdes onsdag den 14. december klokken 11:00 ved Retten i Randers.
Kommentarer