TorsdagsTræf på Randers Bibliotek Øst
Randers Bibliotek Øst i Dronningborg inviterer til TorsdagsTræf med bogstaver, en workshop for børn og voksne, den 13. september 2018 klokken 15.30-17.30 i åbningstiden med personale.
Leg med bogstaver og sprog er med til at udforske og udvide vores brug af sproget, som både børn og voksne har glæde af. Det store bøgetræ i bibliotekshaven i Dronningborg har bogstaver på sine grene, og det har brug for mange flere bogstaver i efteråret. Det er nemlig et bogstavbøgetræ, under hvis grene man kan læse eller høre historier eller lege med rim og remser.
Mosgummi og andre materialer er fundet frem til en fornøjelig workshop for børn og voksne, hvor der laves bogstaver og andre sproglige finurligheder til det store bøgetræ. Bogstaver og ord i alle afskygninger bliver til de flotteste ophæng, som vil inspirere til leg med ord og bogstaver.
Bøger med inspiration til at kreere bogstaver med mere og viden om leg med sprog og sprogstimulering er fundet frem. De er klar til at bladre i, og de kan lånes med hjem.
Vær med til at skabe et sprogstimulerende rum under det store bøgetræ i bibliotekshaven til gavn og glæde for både børn og voksne
Kommentarer