Randers By

Toner i vinden

Se billedserie

Smukke toner blev båret rundt af vinden i Randers midtby, da Sangkraft Randers havde inviteret til åbningsfest lørdag den 12. juni.

De syv kor, Jennumparkens Børnekor, Skt. Andreas Pigekor, Sct. Clemens Ungdomskor, Sct. Mortens Kantori, Sct. Mortens Vokalensemble, Sct. Peders Koncertkor og Nordisk Voksemensemble opførte på skift et bredt repertoire af den kormusik, de arbejder med til daglig.

På Slotspladsen åbnede borgmester, Torben Hansen, arrangementet.

Han gav udtryk for stor glæde over initiativet til Sangkraft Randers – ideen om at styrke sangen i Randers og omegn. Han sagde også, at sangen er betydningsfuld for mennesker i alle aldre, og at den glæde der opstår, når man synger, kan knytte bånd i mange sammenhænge.

Efter borgmesterens tale indtog Jennumparkens Børnekor – ikke bare trappen – men også publikum.
Dette multietniske børnekor formidlede deres sangglæde med bl.a. ”I Danmark er jeg født” – ”Hør den lille stær” og ”Jeg ved en lærkerede”. Det vakte også begejstring, da ”Danmark gennem tusinde år” blev sunget af børnene, som optrådte i kostumer, der relaterede til sangens indhold – Danmarks historie gennem tusinde år.

Børnekoret sluttede af med ”I en lille båd, der gynger”, som fik publikum til at gynge med.

Derefter optrådte Sct. Mortens Vokalensemble, Sct. Peders Koncertkor og NoVo med forskellige danske sange, herunder også med sange fra andre dele af verden.

På Kirketorvet ved Sct. Mortens kirke gav Skt. Andreas Pigekor, Sct. Clemens Ungdomskor, Sct. Mortens Kantori og NoVo eksempler på deres kunnen, og det de arbejder med til daglig..

Sangkraft Randers har flere projekter i gang, herunder en børnehave der netop er blevet en del af Projekt Sangglad.

Kristian Melchior, fra Sangkraft Randers, vil på det kommende skoleledermøde lave en præsentation af indsats med henblik på styrkelse af sangen i skolen.

Åbningsarrangementet blev afviklet i hård blæst, måske er det en indikation på, at Sangkraft Randers vil storme frem.

Kommentarer