Randers By

To mænd dømt for overfald med racistisk motiv

To mænd på 27 og 35 år blev tirsdag i Retten i Randers idømt hhv. seks og ti måneders fængsel for i juli at have overfaldet en 35-årig og en 39-årig mand. Et overfald, der ifølge dommen, var delvist racistisk motiveret.

Ifølge dommen mødte de dømte tilfældigvis den 35-årige på en p-plads foran en købmand i byen Mørke på Djursland. Her spurgte de ham flere gange, hvor han kom fra, og om han var muslim. Da de blev truende over for ham, skyndte den 35-årige sig hjem til sin lejlighed i nærheden.

De to mænd fulgte efter og sparkede døren ind til lejligheden, hvor de overfaldt den 35-årige med flere knytnæveslag. En 38-årig ven, der bor samme sted, blev også overfaldet med flere slag, efter at han var blevet spurgt, om han var muslim.

Også dømt for vidnetrusler

Begge mænd blev i retten dømt for vold, der delvist var motiveret af de forurettedes religion og baggrund. Den 35-årige blev desuden dømt for vidnetrusler ved at have truet en kvindelig nabo, der ankom til stedet.

”De dømte og de forurettede kendte ikke hinanden, og jeg er tilfreds med, at retten vurderede, at det voldelige overfald var delvist begrundet i de forurettedes religion og baggrund, ” siger anklager i sagen Christiane Mygind.

Begge de dømte nægtede forholdene. Den 35-årige modtog dommen på de 10 måneders fængsel, mens den 27-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke sin dom.

Kommentarer