Randers By

To hjul – masser af eventyr

Bevægelse i dagligdagen giver sunde og glade børn. Det skal Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler hjælpe med. Pressefoto
Cyklistforbundet og TrygFonden inviterer skoler og forældre til at deltage i Alle Børn Cykler 2018, der skal få flere børn til at cykle mere. At kunne cykle giver frihed og selvtillid, og daglig motion på cykel hjælper børn til at lære bedre i skolen. Forældre kan være med allerede nu.

Mange forældre og lærere husker en barndom, hvor det at cykle og cykle til skole var en helt naturlig ting. Men i dag cykler færre og færre børn i dagligdagen. Og det skal vi have ændret, lyder det fra Cyklistforbundet.

– At kunne cykle giver frihed, glæde og gode oplevelser. Det snyder vi børn for, hvis vi ikke lærer dem at cykle og ikke bakker op om cykling i dagligdagen, lyder det fra direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Derfor inviterer Cyklistforbundet og TrygFonden nu skoler over hele landet til at tilmelde sig børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler, der kører 3.-16. september – og forældre til at bruge de særlige forældreguides, der allerede nu ligger på kampagnens hjemmeside.

Træn med dit barn i sommerferien

– Det kræver øvelse at blive en sikker cyklist, det kan overskue trafikken på egen hånd. Derfor opfordrer vi forældre og børn til at cykle ruten sammen flere gange og træne, hvordan man skal orientere sig og opføre sig i trafikken, siger Klaus Bondam.

På AlleBoernCykler.dk kan forældre allerede blandt andet finde en guide med gode råd til at gøre sit barn klar til skolestart på cykel og meget mere.

Alle kan være med

Sidste år deltog 122.000 elever i Alle Børn Cykler. Klasserne samler point ved at cykle så mange dage som muligt. Efter kampagnen trækkes der lod om flotte præmier til hele klassen. Hovedpræmien er lækre børnecykler fra SCO Cykler til alle børn i en hel klasse.

– Alle børn kan være med – også børn, der har for langt til at cykle til skole. Det tæller også som cykeldag, hvis man cykler til bussen, til SFO’en, til spejder eller sport,siger Klaus Bondam.

Kampagnen, der er åben for alle klassetrin, er især populær i 3.-6. klasserne. Kampagnen tilbyder også lærerne gratis undervisningsmaterialer, der med cyklen i centrum opfylder læringsmål i en række fag på alle klassetrin.

 

Fakta 

  • Med Alle Børn Cykler ønsker Cyklistforbundet og TrygFonden at få flere børn til at cykle mere i hverdagen og inspirere skoler og forældre til at bakke op om børns cykling
  • Alle Børn Cykler 2018 kører 3.-16. september. Det er gratis at deltage. Lærerne kan tilmelde deres klasser til Alle Børn Cykler frem til 17. august
  • Forældre tilbydes allerede nu guides og gode råd til at hjælpe børn med at blive seje og trafiksikre cyklister.
  • 33 kommuner gør som samarbejdspartner på kampagnen en særlig indsats for at få flere børn til at cykle mere i hverdage – se oversigt på alleboerncykler.dk.

Kommentarer