Over Hornbæk

Tillykke og tak til Hornbæk

Arkivfoto.

– Vi er glade og stolte over, at projektet Hornbæk Idræt & KulturCenter, som vi nu arbejdet intenst med i over ét år, bliver en realitet.

Det siger den projektansvarlige for HIKC’s styregruppe, Peter Thorsen, efter at Randers Byråd mandag frigav 12,5 mill. kr. til projektet, som samlet set kommer til at koste 19,5 mill. kr. for udendørs arealer, anlæg af kunststofbaner og ombygning af Randers Firmasports hus på Gl. Viborgvej.

– Det her giver et løft til hele Hornbæk, så der er grund til at sige til lykke til både børn og voksne i Hornbæk, men sandelig endnu større grund til at sige tak til de mange i området, der har involveret sig i at udbrede kendskabet til projektet og har medvirket til at samle penge ind. Uden alle disse frivillige og deres indsats ville det ikke kunne have ladet sig gøre at komme så langt på så kort tid, understreger Peter Thorsen, der også har ros til Randers kommune:

– HIKC er blevet mødt med stor velvilje og åbenhed af forvaltningsapparatet, og vi har fået masser af hjælp, hvor der har været brug for det. Den politiske opbakning understreger for os, at byrådet også har kunnet se perspektivet i at udvikle et fremtidssikret idræt- og kulturcenter, som kan imødekomme behovet her i den vestlige forstad, der vokser og vokser.

God fleksibilitet i et projekt tæt på 20 millioner

Peter Thorsen er specielt imponeret over den store opbakning, der er kommet fra firmaer og forretninger – ikke kun fra Hornbæk-området, men fra store dele af byen. Han fortæller, at HIKC principielt stadig mangler 1 mill. kr. for at være helt i mål, men selv om det skulle ende med at knibe, så er der god fleksibilitet i et projekt tæt på 20 mill.:

– Det kan måske blive nødvendigt at klippe en hæl og skære en tå, men jeg tror det nu ikke, siger Peter Thorsen.

– Vi har haft kontakt med mange familier i selve Hornbæk, der har været tilbageholdende med at give forhåndstilsagn. De ville lige vente for at se ”om det nu blev til noget”. Og det gør det, så vi håber, at indsamlingen af midler kan fortsætte, selv om vi altså ikke helt nåede målet indenfor den frist, som vi selv havde sat os”.

HIKC’s styregruppe har forberedt projektet i alle detaljer. Arbejdet starter i foråret. Kunststofbanerne forventes klar til efteråret, og så kan Hornbæk Sportsforening gradvist rykke ud fra klubhus og væk fra slidte græsbaner på Overvænget for at tage det nye område i brug.

Ombygningen af firmasportens hus forventes at kunne starte til august og varer 6-7 måneder. Randers Firmasport og Hornbæk Gymnastikforening er de to andre interessenter i projektet, der også bakkes op af Hornbæk skole. Firmasportens nuværende lokaler skal allerede nu bruges til kulturarrangementer for at give Hornbæk-borgerne et indtryk af, hvad man kan forvente af
aktiviteter udover de sportslige.

Kommentarer