Takker af efter 40 år hos Verdo Randers
Efter 40 år hos Verdo takker Peter Bonde Jensen 8. juli af med en jubilæums- og afskedsreception
– oveni det modtager han den kongelige fortjenstmedalje.
I mange år har Peter Bonde Jensen haft sin daglige gang på kraftvarmeværket på havnen i Randers, så det er med god samvittighed at han nu trækker sig tilbage for at nyde pensionisttilværelsen.
I forbindelse med sine 40 år hos Verdo, modtager han den kongelige fortjenstmedalje, der tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse inden for samme område i det offentlige.
Peter er ansat som smøre- og rengøringsmand, og han er vellidt blandt kollegaerne.
– Peter er en person, der elsker det sociale på arbejdspladsen. Han er meget hjælpsom, og hans største force er, at han er yderst pertentlig – der er aldrig en finger at sætte på hans arbejde. Vi har været rigtigt glade for Peter, og kommer til at mangle ham på holdet fremover, udtaler Søren Ravnholm, afdelingsleder og Peters nærmeste chef.
Jubilæums- og afskedsreceptionen finder sted 8. juli i tidsrummet 13:00 – 15:00 på Verdo, hvor ledere samt kollegaer vil fejre og sige farvel i kantinen.
Kommentarer