Tak til Hobrovejens Skole – fra Red Barnet Randers
Der er familiesommerlejr for Red Barnet Randers i denne uge – i den mest vidunderlige lejrbygning, som vi har råd til takket være Hobrovejens Skole, der samlede 70.000 kr. ind, da der var juleløb!
Børnene løb utroligt mange omgange i bidende kulde, så de kunne få sponsorpenge til Red Barnet fra forældre, bedsteforældre og naboer.
Billedet viser de 2 yngste lejrdeltagere fra sidste år – taget den eneste eftermiddag med strandvejr.
De og resten af familierne + de frivillige nød hvert eneste øjeblik alligevel, og alle har GLÆDET sig til denne uge!
I lørdags købte de frivillige ind (næsten hele dagen), og de pakkede og pakkede, for der skal huskes frygtelig meget, når 47 mennesker skal på lejr: mad og drikke, spil, legetøj, krea-ting, håndsprit i spandevis og meget, meget mere.
Nu er de alle, både frivillige og familier, på lejren i klitterne syd for Sæby, og det skal vise sig, om alt er med!
Vi får tilsendt billede efter billede af glade ansigter, så der mangler nok ikke noget!
– og så håber vi, at vejret ikke kun bliver til én eftermiddag på stranden!
Kommentarer