Svært bevæbnet politi i aktion efter skuddrabet ved regnskoven
Efter fundet af den 30-årige skuddræbte mand ved Randers Regnskov natten til lørdag, har politiet indledt en intensiv efterforskning. Det resulterede lørdag eftermiddag foreløbig i, at politi i kampuniformer gennemførte en række aktioner i Aalborg.
Nordjyllands Politi har ifølge vagtchef Henrik Beck i løbet af lørdagen været på fire adresser, som dog ikke har ført til anholdelser.
Drabsofferet og gerningsmanden var angiveligt i løbet af aftenen inde på McDonald’s, der ligger overfor regnskoven. Her var de muligvis sammen med flere andre personer. Det skriver Ekstra Bladet, som baserer sine oplysninger på tips modtaget i løbet af dagen. Ifølge oplysningerne opstod der efter besøget på McDonald’s tumult foran regnskoven, hvor den 30-årige blev skudt.
Politiet har sikret sig video-overvågningen fra McDonald’s. Politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi opfordrer vidner, der var på restauranten fredag aften om at henvende sig til politiet.
– Selv om man ikke mener at have set noget, vil vi gerne høre fra folk, som var på stedet, siger han.
Kommentarer